24 sep LLNN – Unmaker

Foto:  Rasmus G. Sejersen (Pressebillede)
Label: Pelagic Records
Udgivelsesdato: Fredag den 24. september 2021

Kom med til verdens ende med LLNNs nyskabende, apokalyptiske hardcore lyd, hvor de på deres nye album, bringer de atmosfæriske tryk helt i bund.

[rwp_box id=”0″]

LLNN så først dagens lys i 2014 og udgav i 2016 debutalbummet Loss, hvor de allerede dengang fik massere af dansk og international opmærksomhed. Bandet består af en blanding af veteraner fra den danske metal og hardcore scene, blandt andet post hardcore orkesteret The Psyke Project og den daværende besætning af det blackede HC ensemble Hexis.

LLNN har i høj grad sin egen lyd, der er lidt svær at indkapsle i en bestemt genre, men hvis jeg skulle sige det simpelt ville jeg kalde dem for et post doom band. Med de langsomme, tunge og groovy elementer tilsat noget industrielt og teknisk, formår LLNN virkelig at sætte en atmosfære op. Tematisk kommer man lidt til at tænke på britiske Anaal Nathrakh, der muligvis kan have været et af bandets inspirationskilder. Begge bands har en nådesløs og industriel tilgang til verdens undergang. Man kan sagtens lukke øjnene og lytte til Unmaker og se en katastrofefilm udspille sig for det indre øje, og film og computerspil har da også været en stor inspiration for bandet. Hvilket især er noget som tangentspiller Ketil G. Sejersen gør brug af på sine brede synth lag. 

 – Som store fans af klassiske sci-fi soundt racks og videospil er vi fascineret af, hvordan cinematisk lyddesign kan vække visse følelser og lade vores forestillingsevne udfolde sig i abstrakt historiefortælling, siger Sejersen.

Unmaker er et af de tungeste danske albums jeg længe har hørt, og allerede fra første sang sidder man med tanken – “det bliver godt det her”. Første sang “Imperial” starter med et tons-tungt riff, der kun bliver understøttet af de apokalyptiske synths. Sangen har også nogle atypiske “mini breakdowns”, der virkelig holder en fast i lytteoplevelsen, og de giver ikke slip igen. Fra “Imperial” går vi direkte ind i “Desecrator”, der kun skruer endnu højere op for de tunge elementer. Her bliver vi oven i købet forkælet med et fænomenalt udført slam stykke, der kommer lidt ud af det blå, men det gør kun sangen stærkere, at havde et overraskelses monument. Der er en særhed over LLNNs lyd, der er svær at sætte en finger på. Det er lidt samme følelse man kan sidde med efter at havde set en Stanley Kubrick film – man ved ikke lige helt hvad man lige har set, men man ved, at man kommer til at tænke på det i flere uger efter.

Unmaker er den type album man har lyst til at lytte til igen og igen, for at se om der er noget man har overset, og med alle de lag er der noget nyt at fokusere på ved hver eneste gennemlytning. 

Der er næsten noget intergalaktisk over denne plade, som hvis man spillede den for en civilisation fra en anden planet, ville de også sagtens kunne forstå hvad budskabet er. I høj grad lyder det faktisk mere som om Unmaker kommer fra selvsamme fremmede civilisation, som en advarsel fra fremtiden, om hvad der sker når teknologien bliver blandet med en fejlbarlig magtstruktur.

Pladens sidste nummer hedder meget passende “Resurrection” som en måde at sige, at efter død og ødelæggelse kommer der genfødsel. Sangen har også en mere fredfyldt vibe, som om det hele er ved at blive gjort klar til at starte på en frisk – håbefuldt, på en måde. 
Alt i alt kan LLNN være rigtig stolte af hvad de har præsteret. Unmaker kommer uden tvivl til at skabe meget opmærksomhed både herhjemme og i udlandet, og nu da verden er ved at åbne op igen, mon ikke så de skal ud og spille pladen for os alle sammen? Det kan man jo i hvert fald havde lov at håbe på.