Liberty: Tre numre jeg hører på repeat

Foto: Emil Monty Freddie (Pressebillede)

Er du ligesom os nysgerrig på, hvad din yndlingsartist selv går og lytter til? Så tjek denne artikelserie ud, hvor vi spørger danske og udenlandske artister om, hvad de i øjeblikket hører på repeat.

Bag det pop-rockede soloprojekt Liberty står Mattias Kolstrup, der er en velkendt og mildest talt rutineret herre i det danske musiklandskab, hvor han blandt andet har stået som frontperson for Dúné i en lang årrække. Hans debutalbum med Liberty Havent Felt This Great Since 1988 fra 2020 er en gennemsyret rockudgivelse med fængende melodier, stærke tekster og poppede indslag. Liberty har dog ikke hvilet på laurbærerne siden sin debut og er allerede ude med en håndfuld nye singler. Senest har han udgivet singlen “Troye Sivan”, der er en kærlighedserklæring til selv samme kunstner. Mattias Kolstrup fortsætter med at holde sig aktuel på den danske musikscene, hvor han fornyer og finpusser sin skiftevis rå og kontrollerede indiepop-rock lyd. Derfor har vi spurgt ham om, hvilke numre han især hører på repeat for tiden.

Troye Sivan – “Easy

– Jeg elsker Troye Sivan og udgav i går en semi-lummer Liberty sang, der simpelhen hedder “Troye Sivan” som en hyldest til ham (blandt andre temaer). “Easy” indkapsler den luftige og lette indie-pop sound, som er Mr. Sivans’ varemærke. Højt til loftet og masser af nostalgi. Han får det til at lyde så utrolig let, og melodierne er altid on point og pakket ind utrolig smagfuldt. Så findes der oven i købet en version med Kacey Musgraves og Mark Ronson.

Du kan lytte til “Easy” her.


Reveal Party feat. Brimheim – “You Skip My Turn

– Det er lang tid siden, jeg har hørt en dansk kunstner med så meget på spil, med rå simplicitet og et projektnavn, som er virkelig genialt på flere niveauer. Ud af mange stærke sange står “You Skip My Turn (feat. Brimheim)” ekstra skarpt. De to kunsteres stemmer kan virkelig noget magisk sammen. For mig er det utrolig nostalgisk at lytte til, da jeg bliver sendt direkte tilbage til min barndom, hvor jeg gik og lyttede til introvert indierock musik på min… wait for it… minidisc player.

Du kan lytte til “You Skip My Turn” her.


Lil Cat – “Woman Up

– Lil Cat er et dejligt bekendskab. En duo jeg er blevet ret stor fan af i 2021. De kan virkelig skrive hooks og virker at tage det seriøst, men uden at tage sig selv alt for højtidligt, hvilket er ret befriende. Det er simpelthen sjovt og underholdende at lytte til, men for eksempel Woman Up giver også stof til eftertanke.

Du kan lytte til “Woman Up” her.

Kira Buur
kirapost@bandsoftomorrow.com