22 sep HUN SOLO annoncerer nyt online-univers med streamede koncerter, interviews og vidensdeling
Foto: Niels Ole Sørensen (Pressebillede)
Fra den 1. oktober kan du dykke ned i det nye online-univers HUN SOLOCIETY, der er skabt af musikfællesskabet HUN SOLO.
Det prisbelønnede musikfællesskab HUN SOLO har siden 2016 kæmpet for at fremme diversiteten og skabe bedre vilkår for kønsminoriteter i musikbranchen gennem spændende aktiviteter og koncertkoncepter. De har netop lanceret deres seneste projekt i form af online-universet HUN SOLOCIETY, hvor alle på tværs af køn og etnicitet kan få adgang til eksklusivt musikindhold, streamede intimkoncerter og interviews med forskellige artister.
Det, at konceptet foregår på en online platform, handler ikke om de nu fortidige corona-restriktioner, men hænger derimod sammen med en ambition om at nå så bredt ud som muligt med projektet. Kirstine Stubbe Teglbjærg, der udover at udgive musik under kunstnernavnet Sitrekin er co-founder af HUN SOLO, udtaler i den forbindelse følgende om den nye lancering:
– HUN SOLO arbejder for og har altid arbejdet for diversitet. Med den nye HUN SOLOCIETY-platform får vi mulighed for at hæve os over geografiske begrænsninger og verdens tilstand og komme længere ud med vores mission om at løfte og fejre kvinder og kvindeligheder i musik.
Online-universet HUN SOLOCIETY åbner den 1. oktober.