Den hollandske indiepopper Mazey Haze er ude med ny single

Foto: Renee Meijer (Pressebillede)

Mazey Haze er ude med singlen “Always Dancing”, hvilket også er titlen på hendes kommende debut-EP, der lander til oktober.

Den kun 21-årige indiepop-artist Mazey Haze fra Amsterdam har allerede udgivet singlerne “Headspin” og “Sad Lonely Groove” fra sin kommende debut-EP, og nu tilføjer hun et tredje skud på stammen i form af “Always Dancing”.

“Always Dancing” er et dansabelt track, der handler om at tage kontrollen over sin egen skæbne. Med luftige synths, et opløftende guitar-riff og et insisterende trommebeat, brager det singalong-venlige omkvæd afsted som et solidt og gedigent pop-lokomotiv med kurs mod indiepophimlen uden stop undervejs. Nadine Appeldoorn, der står bag kunstnernavnet, udtaler selv følgende om sangen:

“Always Dancing” er en sang om at have en ‘intervention’ med sig selv efter en hård periode, hvor mange ting har ændret sig drastisk. For mig personligt handler denne sang om min første erkendelse af, at jeg kan og er nødt til at tage kontrol over mit eget liv. Jeg begyndte at føle mig okay med at være alene, og jeg begyndte at se glimt af lys efter (hvad der føltes) som en lang mørk tid.

Singlen peger frem mod hendes første EP-udgivelse, der lander den 22. oktober og bærer samme titel som tredjesinglen. Indtil da kan du lytte til “Always Dancing” på Spotify lige her.

Tags:
Mads Vadsager
madsvadsager@bandsoftomorrow.com