04 sep CHINAH – Journey Fest 2021
Foto: Stephanie Stål Axelgård (Pressebillede)
Scene: Outdoors
Dato: Fredag den 3. september 2021
Vikaren fra øverste hylde leverede en mystisk koncert, der desværre virkede mere forvirrende end fascinerende på Journey Fests udendørsscene.
[rwp_box id=”0″]
Den danske trio CHINAH fik til opgave at afløse sygdomsramte Blaue Blume fredag aften på Journey Fest – en erstatning fra allerøverste hylde, der i den grad passede ind i festivalens alternative musikprofil, og som rent størrelsesmæssigt må siges at være en fornem vikar. Det var derfor også et forventningsfuldt publikum, der stod klar til at lade sig forføre af gruppens nostalgiske klippe-klistre-sammensætning af mørk electropop og 00’er-inspireret R&B på den store udendørsscene.
Da trioen (flankeret af en live-trommeslager) gik selvsikkert på scenen til ambiente fuglelyde og en scenedekoration med store stenmonumenter, var det som at træde ind i et helstøbt univers, der hang sammen både sonisk og visuelt. Det teatralske shows indadvendte mystiske karakter viste sig dog ret hurtigt at være mere forvirrende end fascinerende. I hvert fald i den festivalkontekst, koncerten foregik i. Fine Glindvads nostalgiske autotune-vokal lød fra første sekund tilbagelænet og cool på den helt rigtige måde, men hendes manglende kontakt med publikum fik mystikken til at virke lidt malplaceret. Det var faktisk som om, at CHINAH spillede en koncert et helt andet sted end dér, hvor publikum befandt sig.
Publikum var tydeligvis mest begejstret, når sange som “Strange Is Better”, “Mysterious” og især den 00’er-ravede “Give Me Life” sendte stramme R&B-beats og tunge 808s lige i mellemgulvet på de fremmødte. Når trioen sad ned bagerst på scenen og spillede deres mere stille sange, mistede koncerten derimod hurtigt sin intensitet, og kun de første fem rækker lod til at have den nødvendige tålmodighed og koncentration til at undgå at falde i højlydt snak. Mange af virkemidlerne havde sikkert fungeret til en headliner-koncert på et indendørs spillested, men under fredagens koncert faldt de desværre lidt til jorden, og koncerten var i lange perioder præget af et mismatch mellem publikums forventninger og bandets ønskede udtryk. Jeg er helt med på, at CHINAHs bevidste indadvendthed var en præmis for koncerten, og jeg havde derfor heller ikke forventet et folkeligt crowd-pleaser-show, men lidt mere øjenkontakt og situationsfornemmelse havde klædt koncerten.
Showets styrke lå i den dynamiske udvikling i bandets setup, som nærmest skiftede fra nummer til nummer. Vi nåede både at opleve trioen med og uden deres live-trommeslager, ligesom Glindvad midtvejs i koncerten fremførte det lidt ældre nummer “Even Love” helt alene og kun med nogle flydende synthflader på backingtracket. De mange konstellationsskift havde nok også fungeret bedre til en indendørs headliner-koncert, men idéen var god, og det var helt tydeligt, at CHINAH er særdeles ambitiøse, når det kommer til at skabe et varieret udtryk. Ambitionerne var bare en smule uforløste under aftenens koncert, der desværre ikke levede helt op til den hype, CHINAH ellers har fået bygget op.
