29 sep Til fans af Kendrick Lamar: Tre bud på dit nye musikalske crush
Foto: Kendrick Lamar // Christian San Jose via Universal Music Denmark (Pressebillede)
I nutidens musikalske jungle kan vi som vanemennesker godt være tilbøjelige til at holde os til de acts, vi allerede kender og har været fan af længe. Men frygt ej! Vi har gjort din opdagelsesrejse lidt mere overskuelig og samlet tre bud på dit nye musikalske crush – skræddersyet til dig, der elsker lyden af Kendrick Lamar.
Kendrick Lamar er bredt anerkendt som en af de bedste (hvis ikke den bedste) rappere nogensinde, men på den musikalske front har den amerikanske superstjerne efterladt sine fans i lidt af en tørke. Det har selvfølgelig gjort, at mange hip hop heads har tørstet efter en forfriskende tår med K-Dot og selvom der for nyligt er annonceret et nyt album, blev det gjort på kryptisk vis gennem en særlig hjemmeside, der ligner noget fra det tidlige internet, enddog uden en udgivelsesdato eller tidsramme. Vi nåede lige at få en smagsprøve på Baby Keems seneste album, hvor Kendrick gæster på fænomenal vis, selvom linjen “top of the morning” med det samme blev til et meme. Efterhånden forstår man godt, at fans trænger til et friskt pust, så vi har samlet tre bud på dit nye musikalske crush.
Elo Kay (DK)
Elo Kay, med det borgerlige navn Peter Mwabala, er nok en af de rappere i Danmark med størst kunstneriske ambitioner. Elo Kay er nok den kunstner på listen, der minder mest om Kendrick Lamar, men han er langtfra en kopi af den amerikanske rapper og han har sin egen stemme og sin egen lyd. Ligesom Kendrick, laver han samfundsbevidst rap, der veksler mellem hårdtslående, beats med en ‘in-your-face’-attitude og neo-soulede introspektive numre, der gør at man slet ikke er i tvivl om, at Elo Kay har noget på hjerte. Senest har han udgivet albummet Village By The Woods, som fik fire ud af fem stjerner af vores anmelder. Det skildrer Kays oplevelser med at forlade Zambia som 11-årig, for at slå sig ned i Vejen i Danmark, hvor der både tales om de dybe følelser, men også den racisme, han har oplevet. Nummeret “I Guess We Made It” med Sajan Nauriyal illustrerer dette virkelig godt, og du kan høre det forneden.
D Smoke (US)
Hvis man genkender navnet, er det højst sandsynligt fra Netflix-realityserien “Rhythm + Flow”, en slags X-Factor for rappere, som D Smoke endte med at vinde. Her vandt den californiske rapper en kvart million amerikanske dollars, som så sandeligt ikke er gået til spilde. da de er blevet investeret i en musikkarriere, der allerede tæller tre albums. Det seneste album War & Wonders blev udgivet i fredags og indeholder features fra navne som Ty Dolla $ign og John Legend. D Smokes musik er utrolig lyrisk og fortællerisk med tydelig inspiration fra R&B og funklegender som Marvin Gaye og James Brown, men også med præg af lyden fra 70’ernes ‘blaxploitation’-film. Der er altid en historie at fortælle og med hans insisterende stemme, er det svært at lade være med at lytte. D Smoke er opvokset i ghetto-kvarteret Inglewood, hvor han også har arbejdet som gymnasielærer, så han gør en dyd ud af at repræsentere sit nabolag og vise unge mennesker, at man kan nå sine drømme og at man ikke behøver ende ud i et liv med kriminalitet. Nedenfor kan du høre “Stay True” med D Smoke og John Legend.
Bu Kolthoum (SY)
Bu Kolthoum er nok det mest specielle valg på listen, men han har gennem sin musik vist, at han fortjener at blive hørt. Kunstnernavnet ‘Bu Kolthoum’ viser en helt særlig historiebevidsthed for den tradition, han påtager sig. Navnet er nemlig en sammensmeltning af Umm Kulthum og Amr Ibn Kolthoum, hvor førstnævnte er anerkendt som den største klassiske sangerinde i Mellemøsten og sidstnævnte er en krigerdigter fra det sjette århundrede. Bu Kolthoum påtager sig altså rollen som krigerdigter og teksterne er derfor gennemtænkte, ærlige og kritiske, mens leveringen er hård og passioneret. Som følge af krigen i Syrien, er Kolthoum nu bosiddende i Amsterdam, men størstedelen af hans lyttere er stadig i Mellemøsten. Hans tekster har derfor primært været på arabisk, men på sit seneste album Talib. er flere af sangene delvist på engelsk og det er derfor nu muligt for et vestligt publikum at sætte pris på den lyriske fortræffelighed, som den unge rapper demonstrerer med linjer som >>I know I’m closer to the sun, but give my eyes the time to adjust<<. Nedenfor kan du høre det sjælede og introspektive nummer “Hi Bu!” fra albummet Talib.
Tjek også disse ud:
HUNNID22 (DK)
Nøx (DK)
ODDISEE (US)