fbpx

IDLES annoncerer nyt album og udgiver den første single med tilhørende musikvideo

Foto: Tom Ham (Pressebillede)

Det britiske rockband IDLES har annonceret det kommende album CRAWLER og deler en smagsprøve på albummet med ny single.

Med en udsolgt nordamerikansk turné planlagt, har det britiske band IDLES valgt at annoncere sit næste album, der gøres tilgængelig på diverse streamingtjenester den 12. november. CRAWLER bliver post-punkbandets fjerde album og man kan allerede nu få en forsmag i form af singlen “The Beachland Ballroom” og den dertilhørende musikvideo. Sangen har samme puls som en vals, men med en passioneret vokal og en forvrænget guitar bliver det simplistiske nummer gjort utroligt dystert, hvilket understøttes af den ligeså dystre musikvideo, der viser et nærbillede af forsanger Joe Talbot badet i sved. Talbot udtaler om nummeret:

– Det er den vigtigste sang på albummet egentlig. Der er så mange bands, der går igennem de små spillesteder og drømmer om at nå de store spillesteder. At jeg kunne skrive en soul-sang som denne fik mig til at sige, ‘fuck, vi er et sted, hvor vi faktisk får lov at tage til de her store spillesteder og være kreative. Og ikke bare køre på rutinen, men virkelig sætte pris på, hvad vi har. Sangen er en slags allegori for at føle, man er faret vild og at komme igennem det. Det er en sang, jeg virkelig elsker at synge.

Du kan se musikvideoen på YouTube her eller høre sangen på Spotify her.

Tags:
Gustav Rasslan
gustavrasslan@bandsoftomorrow.com