fbpx

AGGi DiX – SPOT Festival 2021

Foto: Sarah Fresco (pressebillede)
Venue: Foyeren
Dato: Torsdag den 16. september 2021

Det kunne have blevet en koncert, der på smukkeste vis kombinerede både attitude, kærlighed og spilleglæde. Desværre ville det bare ikke rigtig lykkes for AGGi DiX, da hun gjorde sin SPOT-debut.

[rwp_box id=”0″]

Publikum var mødt talstærkt op i foyeren på SPOT Festival for at høre den fremadstormende sangerinde og rapper AGGi DiX. AGGi DiX er en af de danske artister, der for alvor lykkes med at kombinere lo-fi R&B med attitudefyldt og teknisk udfordrende rap, og derfor summede det også blandt de mange publikummer, inden hun gik på.

Koncertens instrumentalside levede da også op til forventningerne, og særligt må man rose det enormt velspillende band, der leverede komplicerede rytmer, der både var groovy og bløde i en smuk sammensætning. 

AGGi DiX både synger og rapper i sine sange, og når det lykkes for hende, gør hun begge dele rigtig godt. Til aftenens koncert var hun bedst når hun rappede. For selvom der var godt samspil mellem hende og den effekt-ansvarlige, der blandt flere imponerende ting leverede baggrunds-skrig, som vidnede om både musikalsk og teknisk overskud. Desværre fremstod det indadvendt, og det resulterede i, at publikum tabte opmærksomheden. Når AGGi DiX rappede, var der potentiale til at fange publikum ind i det magiske stadie, som hendes musik kan. Desværre var der tilsyneladende problemer med lyden både på scenen og hos publikum. Og det resulterede i et mudret lydbillede, hvor man aldrig rigtig forstod et ord af, hvad der blev sagt. 

Bedst var AGGi DiX, når hun snakkede mellem sangene. Her blev publikum inddraget og man kunne tage hende seriøst. Både fordi man kunne høre, hvad hun sagde. Men også fordi hendes personlighed skar igennem, når hun formulerede de visdomsord, der ligger til grund for hendes glimrende lyrik.

”Mer’ vokal, mer’ vokal” må være de mest rammende ord, der blev sagt under koncerten. Det skreg publikum nemlig op til flere gange, og selvom AGGi DiX selv også var så flink at videregive beskeden direkte ned mod lydpulten, så skete der aldrig en ændring. Om det var lydproblemer, mumlen eller blot en dårlig dag – det er svært at sige. Man stod i hvert fald tilbage med en sult efter mere og en følelse af, at hun under andre omstændigheder kan levere en langt, langt mere inddragende koncert.

Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com