fbpx

FORPREMIERE: HUNNID22 ude med hårrejsende single “Murder Was The Case” og tilhørende musikvideo

Foto: Nicklas Kold Nagel (Pressebillede)

I morgen udgiver hiphop-kollektivet HUNNID22 en ny hårrejsende single i selskab med en æstetisk og referencefyldt musikvideo. Vi er så heldige at kunne præsentere en forpremiere på “Murder Was The Case” lige her.

Den aarhusianske gruppe HUNNID22 består af rapperne Teejay333, Gunshot Sammy, U.N.G., og HomeBoySoul foruden deres suveræne beat-fremkaldende producer Tommy Bounx. Hver og en af gruppens rappende medlemmer bidrager med deres egen personlige stil og skaber til sammen et spændende og kontrastfyldt lydbillede. Deres maleriske tekster er hårdkogte og deres musik fusionerer hiphop, R&B og soul, hvilket giver HUNNID22 en noget mere international lyd end den typiske artist på den danske hiphop scene.

Deres nye single ”Murder Was The Case” er inspireret af forbilledet Snoop Dogs nummer af samme navn. Beatet er tungt og tilbagelænet og teksterne leveres på en legende men uden tvivl attitudefyldt facon, hvor gruppens budskab omkring politiets brutalitet og ikke mindst racisme skærer igennem både lyrik og musikvideo. Videoen er både æstetisk flot produceret og ikke mindst referencefyldt til filmklassikere som Pulp Fiction, Django Unchained & Se7en.

Singlen er en forsmag på deres kommende EP, og du kan desuden opleve den fremtrædende hiphop-gruppe live i morgen fredag den 17. september på SPOT Festival – det sker klokken 23.00 i Foyeren, Musikhuset.

Som opvarmning kan du se forpremieren på musikvideoen til “Murder Was The Case” lige her.

Kira Buur
kirapost@bandsoftomorrow.com