Til fans af Beach House: Tre bud på dit nye musikalske crush

Foto: Beach House // Shawn Brackbill (Pressebillede)

I nutidens musikalske jungle kan vi som vanemennesker godt være tilbøjelige til at holde os til de acts, vi allerede kender og har været fan af længe. Men frygt ej! Vi har gjort din opdagelsesrejse lidt mere overskuelig og samlet tre bud på dit nye musikalske crush – skræddersyet til dig, der elsker lyden af Beach House.

Det legendarisk indieband Beach House er en amerikansk dreampop-duo, som du højst sandsynligt allerede kender til, hvis du lytter til alternativ popmusik. Gruppen har eksisteret siden 2004 og består af Alex Scally og Victoria Legrand, der sammen har udgivet hele syv albums i perioden 2006-2018. Beach House er særligt kendte for deres brug af ikoniske trommemaskiner, Legrands luftige vokal og de vuggende guitarfigurer, der er smurt ind i rumklang og chorus. Deres uperfekte lo-fi-lyd og fængende popmelodier har lige siden gruppens debut givet genklang hos andre bands, der har taget dele af æstetikken til sig, og særligt den nyere bedroom pop-bølge trækker ofte tråde til det famøse indieband. Vi har samlet en liste over artister, som du bør tjekke ud, hvis du bare ikke kan få nok af Beach Houses univers og hungrer efter mere musik, end deres bagkatalog kan tilfredsstille dig med.

Mazey Haze (NL)

Den spritnye hollandske indiepopper Mazey Haze fra Amsterdam er som skræddersyet til en Beach House-fan. Bag aliasset står den kun 21-årige Nadine Appeldoorn, der med en fløjlsblød vokal og atmosfæriske synthflader taler direkte ind i dream pop-æstetikken, som hun pakker sin stærke og originale sangskrivning ind i. Hun har indtil videre kun udgivet to sange, men for nyligt annoncerede hun sin kommende debut-EP, der ser dagens lys til oktober, og som vi ser virkelig meget frem til at høre. Indtil da kan vi glæde os over hendes to solide singleudspil, der blandt andet inkluderer den svævende “Sad Lonely Groove”, som du kan lytte til lige herunder.

Good Posture (UK/DE)

Good Posture med det borgerlige navn Joel Randles er oprindeligt født i England, men er nu baseret i den østtyske by Leipzig. Han udgav tre singler tilbage i 2018, hvorefter han holdt et par års udgivelsespause, mens han har skrevet ny musik og spillet et hav koncerter. For nyligt brød han så tavsheden med singlen “Changin'”, der er første sang fra hans kommende debut-EP, og som dermed tyder på, at sangskrivningsperioden har båret frugt. Good Posture laver nostalgisk indiepop med svævende guitarfigurer, fængende synth-melodier, og en flydende falsetvokal, der til sammen danner en drømmende sonisk atmosfære med tydelige tråde til Beach House. Sangenes melodiske fraser klinger både sukkersødt og melankolsk på samme tid, og generelt er hans univers dragende på en virkelig behagelig måde. Good Posture er i den grad en indieartist, som skal holde et vågent øje med i den kommende tid.

Her’s (UK)

Liverpool-duoen Her’s bestående af Stephen Fitzpatrick og Audun Laading er desværre ikke længere iblandt os, da de i 2019 begge mistede livet i et tragisk trafikuheld under en amerikansk tourné. Duoen har dog efterladt et stort aftryk på den internationale indie-scene med deres to mesterlige albumudgivelser Songs of Her’s (2017) og Invitation to Her’s (2018), der begge indeholder et hav af musikalske perler. Deres vidunderlige og uptempo indiepop-hymner bygger på fængende melodier, charmerende trommemaskinelyde og et sonisk univers, som man bliver decideret afhængig af. Når man lytter til bandets imponerende sangkatalog, får man lyst til at danse og græde på samme tid. Det er band, som du på alle måder bør tjekke ud – især hvis er til rørende og atmosfærisk dreampop som Beach House. Sangen “Harvey” er et rigtigt godt sted at starte, inden du dykker ned i hele deres katalog.

Tjek også disse ud:
Elvstrøm (DK)
Emma Elisabeth (SE/DE)
Jakob (NO)
Men I Trust (CA)
No Vacation (US)

Mads Vadsager
madsvadsager@bandsoftomorrow.com