fbpx

PREMIERE: Smadderrockduoen Ethics udgiver æstetisk musikvideo

Foto: Sofi Hellberg Olsson (Pressebillede)

Postpunkerne Ethics er klar med en musikvideo til sangen “Delamare” fra deres debut-EP, og vi har fået æren af at premiere den stilfulde video lige her.

Duoen Ethics udgav tilbage i maj EP’en Kiss Forever, der blander postpunkede shoegaze-guitarer med støvede elektroniske breakbeats – alt sammen leveret med både energi, nerve og attitude. Sangen “Delamare” er nu blevet flankeret af en tilhørende musikvideo, der i den grad lever op til sangens kvalitet og æstetiske udtryk.

Den bevidst minimalistiske video er instrueret af Emil Klitsgaard, der har sat billeder til gruppens nostalgiske 90’er-univers, der kigger længselsfuldt tilbage mod både smadret britrock og den tidlige drum’n’bass-scene. I videoen ser vi makkerparret Casper Blond og Mathias Risager, der performer til sangen med en ægte rockstjerne-attitude: nemlig iført satin-skjorte og med både smøger og farverige drinks i hænderne. Andet vers lip synces desuden af en kvindelig gæstevokalist, der medieres gennem et gammelt 90’er-lignende TV, hvilket skaber en spændende dynamik i videoen og samtidig understreger den nostalgiske æstetik.

Generelt besidder Ethics en britisk vibe, der ikke virker påtaget, men derimod fremstår legesyg og attitudebevidst. Udtrykket er stilsikkert og gennemtænkt i både lyd og billede, og musikvideoen til “Delamare” giver således et indtryk af, at Blond og Risager er klar til de helt store scener og det helt store rock ‘n’ roll-gennembrud. Attituden er i hvert fald på plads.

Se musikvideoen lige her:

Mads Vadsager
madsvadsager@bandsoftomorrow.com