16 aug Ugens Upcoming – HUNNID22
Foto: Nicklas Kold Nagel (Pressebillede)
Ugens Upcoming er i denne omgang det ambitiøse hip hop-kollektiv HUNNID22. Gruppen, der består af fire dygtige lyrikere og en producer i topklasse, har du nu muligheden for at lære lidt bedre at kende.
Denne Ugens Upcoming er godt i gang med at vise os, hvorfor 8210 stadig er Danmarks mest interessante hip hop-postnummer. Den århusianske gruppe HUNNID22 udgav kort inden vores kontor gik på sommerferie EP’en Hawt Season, der leverer det perfekte baggrundsmusik til sensommeren.
Gruppen består af rapperne Gunshot Sammy, Teejay333, U.N.G., og HomeBoySoul samt producer Tommy Bounx, der både leverer soulfyldte boom-bap beats og hårdtslående ravebeats som eksempelvis på nummeret “Breaking Bad”. På disse beats bliver vi forkælet med hele fire sublime lyrikere, der med hver deres stil og lyd farver musikken og leverer punchlines, der gør selv den mest hårdkogte Århus V-Veteran blød i knæene.
HUNNID22 skriver sig ind i traditionen om hip hop-kollektiver, som ellers i Danmark er repræsenteret af grupper som Cheff Records og Suspekt. Dog har den århusianske rapgruppe et mere internationalt perspektiv og lyder tættere op ad den amerikanske East-Coast end den danske Vestegn.
HUNNID22 spiller næste gang den 27. august på Klostertorvet i Århus og ellers på SPOT Festival til September. Vi har stillet den kreative rapgruppe 10 spørgsmål, så du kan lære dem bedre at kende inden de kommende koncerter.
Hvem er HUNNID22?
– En stor gruppe af unge individer, der sammen er gået under navnet HUNNID22 for at skabe musik.
Hvordan vil i beskrive jeres lyd?
– Et godt mix af gode vibes inspireret af udenlandsk og old-school sounds med et twist af nutidens melodier.
Hvordan startede i?
– Vi mødte hinanden lidt på kryds og tværs for mange år siden, hvor vi hurtigt fandt ud af, at vi alle havde en fælles passion. At skrive tekster og skabe musik.
Kan i fortælle lidt om den proces, der foregår, når i skriver musik?
– Det starter tit med, at vi får et beat fra vores producer Tommy Bounx og så lader vi bare lidt hinanden gøre hver vores ting, går det igennem og udforsker det lidt frem og tilbage og derefter sammensætter det.
Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?
– Vi vil ikke nødvendigvis sige, at der er én bestemt musiker der har influeret vores musik, men mere mennesker vi møder og vores egne personlige oplevelser, der har indflydelse på vores lyd.
Hvad er der på pladespilleren lige nu?
– Ligesom altid er der alle mulige forskellige genre og kunstnere. Du kan finde alt fra Burial til dirty south music fra Florida på pladespilleren.
Hvad er i igang med lige nu? (på musikfronten)
– Vi er igang med en bombe af et projekt, som vi glæder os til at springe. Det bliver både aggressivt og groove. En blanding af ny lyd og det visuelle.
Hvad er drømmen?
– Drømmen er at kunne leve frit og gøre det vi elsker, om det så bliver at starte vores eget label, restaurant eller CBD biks. Det må tiden vise.
Hvis i kun måtte vælge én af jeres sange folk skulle lytte til, hvilken var det så?
– Det er lidt umuligt at vælge, for en sang ville ikke være nok til at beskrive det hele. De er alle vores babies.
Hvis jeres musik var en drink, hvilken ville det så være?
– 100% en Jungle Juice. You never know what’s in it. En drink der aldrig skuffer og altid overrasker, ligesom os.