Til fans af When Saints Go Machine: tre bud på dit nye musikalske crush

Foto: Daniel Hjorth (Pressebillede)

I nutidens musikalske jungle kan vi som vanemennesker godt være tilbøjelige til at holde os til de acts, vi allerede kender og har været fan af længe. Men frygt ej! Vi har gjort din opdagelsesrejse lidt mere overskuelig og samlet tre bud på dit nye musikalske crush – skræddersyet til dig, der elsker lyden af When Saints Go Machine.

Med inspiration fra den elektroniske undergrundsmusik i København samt house- og klubscenen i Berlin kom When Saints Go Machine væltende ind på den danske musikscene tilbage i 2007. Siden har gruppen været en uundgåelig markør for eksperimenterende, elektronisk popmusik i både ind- og udland. When Saints Go Machine har i deres mangeårige karriere gennemgået en musikalsk rejse, hvor de fra album til album har eksperimenteret med genrer og forskellige musikalske udtryk. Fra pop-hittet “Kelly” til deres samarbejde med rapperen Killer Mike og symfoniorkesteret Copenhagen Phil har trioen udvidet deres lydunivers, der særligt kendetegnes ved de fængende melodier, de synth-drevede elektroniske produktioner og ikke mindst forsanger Nikolaj Vonsilds særprægede sangstemme. På deres seneste album Emotional fra marts 2021 har gruppen bevæget sig ind i en meget mere poppet musikalsk sfære, hvilket opleves som en stor kontrast til albummets forgænger fra 2019, nemlig albummet SO DEEP, hvor gruppens maskinelle nysgerrighed smeltede sammen med symfonien fra Copenhagen Phil.

Hvis du er på udkig efter flere artister, der minder om When Saints Go Machines eksperimenterende lydunivers, skal du læse med her!

FKA twigs

Britiske Tahliah Debrett Barnett, bedre kendt som FKA twigs, har siden 2012 afsløret sig selv som en sand musikalsk pioner. Hendes musik har en industriel vibe, og på samme måde som When Saints Go Machine eksperimenterer hun med forskellige stilarter, hvor hun både inkorporerer pop, R&B, trip hop og selvfølgelig elektroniske elementer i hendes numre. Hvert nummer er sin egen, og det skaber en musikalsk uforudsigelighed, der netop understreger hendes eksperimenterende – og endda innovative – tilgang til musikproduktion. Lyt til FKA twigs 2019-album Magdalene og særligt nummeret ”sad days” hvis du vil omfavnes af samme stemning, som du kan få fra When Saints Go Machine.

Kelela

Med sit debutalbum Take Me Apart fra 2017 blev Kelela overøset med roser fra samtlige amerikanske anmeldere, da hun viste sig frem som en vaskeægte R&B-dronning. Den måde hun bruger elektronisk musik i sin produktion, giver hende en stærk fremdrift som en alternativ R&B sangerinde. Særligt hendes sang ”Frontline” er et fænomenalt dyk ned i den elektroniske R&B-lyd, som Kelelas kunstneriske udtryk består i. Ved første lyt kan det muligvis være svært at se den direkte linje til When Saints Go Machines lyd. Men hvis du lytter til gruppens tunge beats og ovenud digitale lydbillede, vil du høre, hvordan Kelelas musik er opbygget af et elektronisk udtryk, som blandt andet kan sammenlignes med When Saints Go Machines ”Last One to Know”.

Arthur Russel

Arthur Russel må uden tvivl have været en betydningsfuld inspirationskilde til When Saints Go Machine. I hvert fald har hans vokale formåen og stil klare lighedstegn til Nikolaj Vonsilds fænomenale sangstemme. Den nu afdøde amerikanske musiker var en moderne eksperimental komponist, som har efterladt sig et eftermæle i form af et imponerende musikalsk bagkatalog. Arthur Russels musik bevæger sig i flere lyduniverser, hvor det ene er mere spacey end det andet. Vi kan nok roligt karakterisere ham som mere avant-garde end poppet, og mange af hans numre er nærmere lydværker end egentlige sange. Ikke desto mindre er Arthur Russel et interessant bud på en artist, der eksperimenterer med blandt andet elektronisk musik.

Hvis du er fan af When Saints Go Machine, så skal du også lytte til:
Anohni (UK/US)
Blaue Blume (DK)
Oneohtrix Point Never (US)
Spleen United (DK)

Kira Buur
kirapost@bandsoftomorrow.com