30 aug “Slår du fra” spørger Antiplanet på deres nye single om angst og panikanfald
Foto: Jacob M. Kjeldsen (Pressebillede)
Det dansksprogede indierock-band Antiplanet har udgivet en hårdtslående single og musikvideo, som skildrer kampen mellem angst og rationale.
Når angsten skriger og overdøver de rationelle tanker. Det er den barske virkelighed, som indierock-bandet Antiplanet afsøger på deres nyeste single “Slår du fra”, som er bandets andet singleudspil i forbindelse med deres kommende EP Benspænder. På nummeret hører vi en tung, synthesizer-baseret bas og et energisk beat, mens forsangerens repeterer sætningen “slår du fra” i hvert omkvæd. Det er et mørkt og kaotisk univers, som Antiplanet lukker dørene op for med deres musikalske output. I videoen ser vi en først dansende, så løbende kvinde, der agerer nærmest panikslagen og skræmt. Igennem sangteksten forstår vi hendes indre tanker, hvordan hun pludselig er paranoid og virkelighedsfjern, da hun ser på hendes blækfyldte hænder. Indtil blækket igen er forsvunden. Det er en dyster afspejling af den virkelighed, som vi lever i – både under og efter coronapandemien, forklarer bandmedlemmerne. Om “Slår du fra” udtaler bandet desuden:
– Nummeret blev skrevet under det første corona-lockdown i 2020, og i første omgang føltes tematikken i sangen da også som en direkte reaktion på pandemien. Men som vi nærmer os et lys for enden af Covid-19-tunnellen, synes teksten og følelserne stadig lige så relevante i en verden der parallelt arbejder sig mod utopi og dystopi.
Du kan lytte til “Slår du fra” og se videoen lige her.