17 aug Koncertanbefalinger // Uge 33
Foto: Jakob Friberg
Så er vi igen klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som i denne omgang byder på alt fra eksperimentel elektropop og indierock til et queer hip hop-fællesskab. Vi har udvalgt fem interessante oplevelser, som du kan læse mere om herunder.
Camelo + HAAB + Tjida
Hvornår: den 18. august
Hvor: Pumpehusets Byhaven
Så er det igen tid til, at vi kan præsentere nogle af de navne, vi ikke kan fjerne tankerne fra. Til denne omgang af Bands of Tomorrows Uimodståelige, har vi den ære at kunne præsentere hele tre fabelagtige acts. Camelo kan overraske med sin interessante fortolkning af, hvad pop kan og bør være. Med sine eksperimenterende elektroniske musik, kan Camelo levere lytteoplevelser med fængende melodier og nostalgiske synthesizere. HAAB kan herefter supplere med sin folksy elektroniske pop, der nysgerrigt søger nye retninger. Hvis man så også trænger til noget, der svinger, kan Tjida levere sin festlige og glade pop-R&B med finurlige tekster og en afslappet attitude.
Misfitz
Hvornår: den 19. august
Hvor: RUST
Misfitz er i sig selv så interessant et projekt, at vi ikke kunne lade være med at have den på listen. Forløbet indgår som en del af Rapolitics projekter og er stiftet af Anna Vigsø, der også er kendt som rapperen Nøx. Det har til formål at fremhæve unge kvinder, non-binære og transpersoner i hip hop samt at klæde dem på til at kunne begå sig i musikbranchen. Efter at have gået i hi på grund af nedlukningen, er Misfitz nu klar til at demonstrere deres skills på RUST den 19. august.
UHØRT festival
Hvornår: den 19. til den 21. august
Hvor: Volume
Allerede denne weekend løber UHØRT Festival af stablen og vi har glædet os som børn inden juleaften. Vi har faktisk glædet os så meget, at vi har skrevet en guide til, hvad vi helst vil høre på festivallen de forskellige dage. I løbet af festivalens tre dage, kan du opleve fantastiske upcoming acts til hver en smag.
Hvis du er typen, der holder af syret indiepop, med digteriske tekster, kan du torsdag opleve iomfro. Hvis du er til det mere mainstream og dansable, kan du samme dag nyde godt af RoseeLu, der sætter sit eget præg på den moderne pop. Hvis det er hip hop, der er lige netop din ting, kan du nyde godt af den utroligt lovende Xabski eller den poetiske klubrapper Szim. Det er altså næsten umuligt ikke at finde noget, du vil elske på UHØRT Festival, så tag en ven under armen og find jeres nye favoritkunstner sammen.
Cleo
Hvornår: den 20. august
Hvor: RUST
Hvis man er til den poppede R&B, kan man med fordel vende blikket mod den mere melankolske ende af spektrummet, hvor Cleo står parat. Med singlen “Never the Type” kan man høre Cleo synge om at være den, der knuser et hjerte, selvom man normalt er den, der får sit hjerte knust. Cleo har med sine blot to udgivne singler allerede meget at byde på, så vi glæder os til at se, hvad hun ellers kan hive ud af ærmet.
Frederik + Faber
Hvornår: den 20. august
Hvor: Pumpehusets Byhaven
Byhaven lægger igen sted til, hvad der tegner sig til at blive en fænomenal koncertoplevelse, hvor man kan opleve det schweiziske band Frederik samt producer og sangskriver FABER. Frederik laver drømmende indierock og har senest udgivet albummet Portraits, der omhandler frontperson Rolf Laureijs tanker og følelser. FABER laver eksperimenterende pop, der skifter mellem at være helt intimt og jordnært til at blive storslåede fortællinger, hvor tekst, sang og musik alle samarbejder om at skabe den samme fortælling. Hvis din ide om en god koncert er en oplevelse, der bliver ved med at overraske, så bør du helt klart stoppe forbi Byhaven den 20. august.
Gå heller ikke glip af
Late Runner – 19. august, Loppen Christiania
Theo X – 20. august, Plænen i Tivoli