09 aug Gustaf synger om forliste forhold fra sine teenageår
Foto: Evita Vecozola Højegaard (Pressebillede)
Den danske upcoming artist Gustaf er ude med en ny single, der oser af tennageværelse og tidlige ungdomsflirter.
Forliste kærlighedsforhold fra den tidlige ungdom er nok noget, som de fleste af os kan relatere til. De første gange, man blev forelsket. Og de første gange, man fandt ud af, forelskelser ikke altid varer ved. Gustaf spoler tiden tilbage til de første gange, han blev dumpet, på sin nye single “Young Love”. Et oplagt soundtrack til dine dagdrømme om teenageårenes tumulte kærlighedsliv.
Der er noget nostalgisk over Gustafs nye udspil, som ikke kun ligger i tematikken og tekstlinjerne, men som også afspejler sig i den stilede og tilbageskuende popproduktion. Med en lækker chorus-guitar, 80er-inspirerede synthflader og en særdeles radiovenlig vokal lyder Gustaf som en blanding af britiske The 1975s tidlige pophits og Danmarks ukronede RnB-prins Elias Boussnina. En musikalsk cocktail, der fungerer ganske godt, og som man sagtens kunne forestille sig på en af de danske radiostationer.
Lyt til Gustafs nye single på Spotify lige her.