fbpx

Alto Aria’s nye single sender dig ind i et drømmende vanvid

Foto: Amanda Bødker (Pressebillede)

“A Heart Beats” er navnet på den nye single fra Alto Aria, som forsøger at give dig mareridtsagtige associationer med en særdeles dyster lydside.

Bag kunstneren Alto Aria står producer og sangerinde Maria Leth Schütze, der bevæger sig i et sonisk univers, hvor hun afsøger relationen mellem det akustiske og elektroniske. Hendes musik er alternativ og eksperimenterende, og med singlen “A Heart Beats” giver hun os en forsmag på hendes kommende album Shapes, der udkommer den 20. oktober. På “A Heart Beats” hører vi Alto Arias bløde men dystre og hjerteskærende vokal, der understøttes af en underliggende, nærmest fragmenteret melodi og en ildevarslende bas. Nummeret brydes pludseligt af febrilske violinstrøg, der får en skrigende effekt, som understreger det dystopiske, musikalske univers. Mod slutningen af sangen tilføjes et elektronisk lag med et tungt beat, der skærper de mareridtsagtige undertoner, som Alto Aria fremprovokerer. Alt i alt har “A Heart Beats” en uhyggelig men veludført tyngde og er en særpræget, intens komposition.

Om det kommende album fortæller Alto Aria:

– Albummet er blevet en søgen efter, hvordan drømmes former kan omdannes til musik. En hyldest til, hvordan drømme har været et fokus for mange før mig. Hvert nummer udfolder forskellige aspekter af at drømme. Fragmenter af drømme, noter fra sene nattevandringer og tanker om, hvordan dagligdagen vokser ind i drømme, er blevet sammensat og fungerer som et ufærdigt kort, der bliver udvidet i dine hænder.

Du kan lytte til “A Heart Beats” på Spotify lige her.

Tags:
Kira Buur
kirapost@bandsoftomorrow.com