fbpx

iomfro – UHØRT Festival 2021

Foto: Mads Emil Smed Kjær (Pressebillede)
Scene: Volumescenen
Dato: Torsdag den 19. august 2021

iomfro tryllebandt publikum med sin uperfekte og inkluderende normcore-pop, der sætter ord på alle de meningsløse forventninger, vi har til os selv og hinanden.

iomfro – UHØRT Festival 2021
5 / 5 Anmeldelse

Allerede et par timer efter, at årets UHØRT Festival var skudt i gang, fik den danske poppoet iomfro til opgave at indtage Volumescenen med sit 4-personers band i ryggen. Selvom festivalens showcase-format ikke lægger op til de helt store setups, havde bandet prioriteret at medbringe en gennemført scenedekoration med en lyserød velour-sofa, en lænestol og et sofabord, der skabte en jordnær og nærmest hjemlig følelse på scenen. Det var med andre ord ganske tydeligt, at iomfros ambition om at illustrere den gennemgående normcore-æstetik både musikalsk og visuelt tilhørte en helt anden liga, end hvad man normalt tør forvente af en halv times koncert på UHØRT.

Bandmedlemmerne startede ud med at gå på scenen en af gangen til et sammenklippet samsurium af fragmenterede lydkollager, politiske taler og overlappende nyhedsstrømme, hvorefter den karismatiske frontkvinde Alma Kjær Agergaard gik selvsikkert på scenen som den sidste for så at sætte sig direkte ned i sofaen. En virkelig stærk og atypisk åbning, der fra starten indikerede, at iomfros koncert ikke ville forsvinde i mængden af andre koncertoplevelser, men derimod ville være en af de koncerter, man kan huske efter festivalens mange indtryk.

Efter åbningen gik der ikke længe før, at Agergaard tryllebandt publikum med sit virkelig intense nærvær og ikke mindst sin betagende vokal, der både viste teknisk overlegenhed, men også en unik originalitet, der (trods referencen til Soleimas vokal) er sin egen. Med et mindeværdigt overskud var hun konstant ude over scenekanten, når hun skiftede sit faste og fokuserede blik rundt mellem forskellige publikummer, mens hun sang om at give sig selv lov til at være kedelig. Sætlisten fulgte sin helt egen logik, hvilke resulterede i, at de to eneste singler “ægte kvinde” og “danse” blev præsenteret lige efter hinanden som nogle af de første i sættet, hvilket understregede iomfros kompromisløshed og originale tilgang til koncertformatet.

Med en ægte spilleglæde og en finurlig lyrik plantede hun simple, men virkelig smukke tekstbidder i publikums bevidsthed. Især den barndomsnostalgiske linje “Jeg var fuldkommen lykkelig, indtil jeg var 9” kørte rundt i hovedet på mig, da jeg senere på aftenen sad i S-toget på vej hjem fra festivalpladsen. Og når jeg kiggede rundt på menneskerne omkring mig under koncerten, var det tydeligt, at jeg ikke var den eneste, der blev bevæget og nænsomt lullet ind i iomfros fængende tekster om at være i 20’erne i 2020’erne.

Det både minimalistiske og spraglede udtryk blev leveret med en smittende selvtillid af den talentfulde frontkvinde, der bevægede sig teatralsk rundt på scenen i sine lyserøde overtræksbukser, mens hun spiste chips fra en Kims-pose og lignede en, der var født til at stå på scenen. Mellem numrene talte hun selvreflekteret om sin egen dobbeltmoral og kom med nogle ret modige ironiske stikpiller til publikum. Hun slap blandt andet af sted med at fortælle om, hvor dejligt det er at sidde derhjemme og være kedelig i stedet for at tage på festival med alle sine venner for at drikke øl og være social. En udtalelse, der passede perfekt til hele hendes normcore-projekt, og som blev formidlet med en charmerende humoristisk undertone.

Når Agergaard kiggede intenst rundt i salen og sang om mænd, der ikke kan noget, var det som om, at jeg selv var hovedpersonen i hendes rammende hverdagspoesi. Måske hænger min begejstring sammen med, at jeg også selv er i 20’erne i 2020’erne, men det gik i hvert fald rent ind. Og selvom der var tydelige musikalske referencer til andre sproglegende danske artister som Søn og Bisse, så var det faktisk den unge digter Veronika Katinka Martzen, der dukkede først op i min hjernes forsøg på at placere iomfro inden for noget, jeg kendte til. Der er generelt noget over æstetikken, de fragmenterede tankestrømme og poetiseringen af hverdagen, som på en eller anden måde passer ind i noget større: nemlig den unge generations behov for at være både ordinær og kedelig, men samtidig også poetisk og selvreflekterende.

Det hele var gennemført. Musikken, teksterne, tøjet og scenedekorationen. Man kunne dermed også frygte, at iomfros show på UHØRT Festival ville være for perfekt, men det var det heldigvis ikke. For på scenen var der plads til småfejl som for eksempel nogle lidt skæve harmonier mellem Agergaards og guitaristens vokal. Og det var netop sådanne uperfektheder, der på en ret paradoksal måde gjorde koncerten perfekt. Eller perfekt uperfekt. Det gjorde i hvert fald, at iomfros projekt virkede ægte og ikke påtaget, når hun hyldede det smukke ved det grimme og det perfekte ved det uperfekte. Og derfor får hun altså fuld plade herfra. Jeg glæder mig virkelig til at opleve iomfro på endnu større scener, med en endnu længere sætliste og med endnu mere materiale ude i æteren. For noget siger mig, at i den grad er kommet for at blive.

Mads Vadsager
madsvadsager@bandsoftomorrow.com