fbpx

FORPREMIERE: De københavnse post-punkere Violence udgiver andensinglen “133, Concrete” med tilhørende musikvideo

Foto: Victor Ghaznawi (Pressebillede)

Den nye danske gruppe VIOLENCE udgiver i morgen deres anden single, og vi har fået æren af at lave en forpremiere på både sangen og den tilhørende musikvideo.

Violence er et spritnyt act på den danske post-punk-scene, der balancerer mellem det rockede, det drømmende og det melodiøse. Bandet har allerede udgivet deres første single “Rendezvous (Not I/We)”, og nu står de klar med deres andet singleudspil “133, Concrete”, der akkompagneres af en flot og æstetisk gennemført musikvideo.

Det melankolske og nærmest transcenderende lydunivers leder tankerne hen mod det legendariske rockband The Cure, der er en af bandets tydeligste inspirationskilder. Samtidig er den nye single et udtryk for københavnergruppens helt eget bud på, hvordan post-punk kan lyde anno 2021, og der er derfor noget ganske betagende ved deres både nostalgiske og aktuelle sound, som gør Violence til et band, man bør holde øje med.

Hvis ansigterne på bandets pressebillede virker bekendte, så kender du måske medlemmerne fra det tidligere punkband WOES, der har turneret i både ind- og udland. Selvom bandet har skiftet navn og nu søger i nye musikalske retninger, kan man stadig fornemme deres punkede vildskab og kompromisløshed, der giver en velfungerende balance til den drømmende og dvælende æstetik.

Violence har desuden annonceret, at “133, Concrete” er en smagsprøve på deres kommende debutalbum AREA SUB ROSA, som vi glæder os utrolig meget til. Indtil albumudgivelsen kan du dykke ned i den nye single og se den betagende musikvideo, som vi er glade for at kunne præsentere.

Mads Vadsager
madsvadsager@bandsoftomorrow.com