09 aug Ugens Upcoming – Velour
Foto: Klara Løkke (Pressebillede)
Så er det atter blevet mandag, og det betyder, at vi har en ny upcoming artist klar til dig derude. I denne uge kan du lære duoen Velour bedre at kende.
Danske Velour sætter groovede rytmer og dansevenlige toner på menuen og passer altså perfekt til din næste fredag aften med vennerne. Tidligere på sommeren udgav Villads Bertelsen og Bastian Bertelsen, som er gutterne bag den fremadbrusende popduo, deres fjerde single “Kan Ik’ Komme Ned”. Singlen er ingen undtagelse, når det kommer til et catchy pophit, som du ufortrødent kan tilføje på din fredagsplayliste. Velour er ude med fire singler nu og her, men vi kan glædeligt afsløre, at deres første EP er ude nu på fredag den 13. august. Det kan du roligt glæde dig til, og i mellemtiden kan du lære den festlige pop act bedre at kende her.
Hvem er Velour?
– Vi er en duo bestående af Villads Bertelsen og Bastian Bertelsen. Villads er producer, og Bastian er sanger og multiinstrumentalist. Sammen laver vi groovy sange om at være ung i København.
Hvordan vil I beskrive jeres lyd?
– Hip-hop inspireret disco. Vi er meget inspireret af artister som Anderson .Paak og Mac Miller men også meget inspireret af house-artister som Disclosure. Vi prøver at lave soundtracket til den perfekte aften, hvor livet rammer dig fra sin bedste side af og tvinger dig til at bevæge dig til tonerne af sommer og ungdom.
Hvordan startede I?
– Vi er fætre, så vi har haft hinanden hele livet. I takt med at vi drog ud på hver vores musikalske rejse, begyndte vi for nogle år siden at følges ad som producere og sangskrivere for andre artister. Under den første corona-lockdown skiftede vi fra at lave vores egne tracks på engelsk til at skrive på dansk, og det blev startskudet til den EP, vi nu udgiver.
Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver musik?
– Typisk begynder vi at lægge grundideen til et beat, og så begynder den ene at skrive over det, mens beatet bliver til. Ofte tager vi i sommerhus, enten bare os selv eller med nogle musikalske lejekamerater, for at komme i zonen. Hvis man skal lave lækker musik, skal man være et lækkert sted, helst tæt ved vandet.
Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?
– Anderson .Paak kommer nok først. Dernæst er der en masse Mac Miller, Disclosure og SG Lewis.
Hvad er der på pladespilleren lige nu?
– Bastian: Renaissance boy med Galimatias. Villads: Buena Vista med Social Club.
Hvad er I i gang med lige nu? (på musikfronten)
– En ny samling sange, hvor vi tager flere mennesker indover, det være sig andre producere eller sangskrivere. En ny mere selvsikker, men også oprigtig version af Velour.
Hvad er drømmen?
– Drømmen er at give danskerne noget lækkert dansemusik på deres modersmål. Musik, der skal få dem til at føle sig lækre og sexede. Musik, der skal give et glimt ind til, hvad der gør livet værd at leve. Og så at turnere hele landet tyndt og spille op til dansefest.
Hvis I kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?
– Inden Det For sent, som er den sang på EP’en, der ikke er udkommet som single inden da. Den handler om at leve i nuet og tage chancen, når den er der.
Hvis jeres musik var en drink, hvilken ville den så være?
– Mojito.
Imens vi venter på den kommende EP, kan du med fordel høre deres seneste single “Kan Ik’ Komme Ned” her: