19 jun Yung – Posten
Foto: Daniel Hjorth
Venue: Posten
Dato: Fredag den 18. juni 2021
Yung gjorde det kort og kontant, da de lod musikken tale for sig selv foran det lille fredagspublikum på Posten i Odense. Med andre ord kunne de heldige fremmødte nyde omkring 45 minutter, der uden nogen egentlige snakkepauser fløj afsted med det aarhusianske bands vidunderlige, post-punkede indierock.
[rwp_box id=”0″]
Ti-femten minutter over 20:00 stopper baggrundsmusikken på Posten pludseligt, hvorefter de fire gutter fra Yung går på scenen og uden videre begynder at spille – og hold op, hvor kan de spille. Bandets nye album Ongoing Dispute lyder om muligt endnu mere fantastisk live. Som bandet selv har givet udtryk for, er deres anden internationalt udgivne plade den første, hvor medlemmernes forskelligartede musikalske tendenser for alvor får lov til at sameksistere og opløfte frem for at konkurrere med hinanden. Dette er også ganske tydeligt på denne fredag aften. Metalentusiasten Frederik Nybo Veile hamrer utrætteligt løs på trommerne, mens forsanger Mikkel Holm Silkjær inderligt svajer frem og tilbage og krænger sin sjæl ud over Emil Korning Zethsens tindrende, æteriske guitar og Tobias Guldborg Tarps varme, pålidelige bas.
Det hele går op i en højere enhed, og resultatet er en utroligt lækker omgang post-punket indierock, der til tider tangerer 80’ernes jangle pop og andre gange puster nyt liv i 90’ernes grungetendenser. Hele bandet giver sig 100 procent, og det er især evident i form af Silkjærs vokal. Næsten vrælende fremfører han tekster om samfundsmæssige problematikker som konsumerisme og usund maskulinitet, og man mærker, at der ikke blot er tale om tomme ord om trendy tematikker. Han og resten af bandet lever sig helt tydeligt ind i musikken, og det er befriende at se, at det ærgerligt lave antal af tilskuere tilsyneladende ikke har nogen indflydelse på deres indsats. Faktisk er der noget smukt over den relativt tyndtbefolkede koncertsal som kulisse for Yungs musik, der trods en vis form for hjertelighed også bærer på en fuldstændig monumental følelse af isolation – perfekt afbilledet i den mennesketomme arena på Ongoing Disputes albumcover.
Til tider føler man sig dog også lidt mere ensom som tilskuer, end man normalt forventer til en koncert. Dette skyldes selvfølgelig mest af alt det lave antal af fremmødte, men bandet har også et vist ansvar for at live publikum op. Dette gør hverken Silkjær eller resten af Yung nogen stor dyd ud af. Ud over den klassiske koncert-lingo med udtryk som “mange tak”, “skål” og “det har været dejligt at spille for jer” samt en afsluttende kommentar om at bandet vil være at finde i merchboden efter koncerten, bliver der nemlig overhovedet ikke snakket mellem numrene. Der kan selvfølgelig være mange grunde til at Silkjær ikke er videre snakkesalig på denne aften, men jeg mangler i al fald lidt mere hensyn til tilskuerne.
Heldigvis er den musikalske oplevelse så uforlignelig, at jeg langt hen ad vejen kan se gennem fingre med det manglende publikumstække. De 45 minutter, jeg har med Yung, er i hvert fald ovre alt for hurtigt, og da koncerten er forbi, sidder jeg med en følelse af, at jeg sagtens kunne have snuppet 45 mere.
