Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 22

Foto: SASO // PR (pressebillede)

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Om du er til eksperimenterende indie eller festlig pop, så er der helt sikkert noget for dig blandt vores favoritter.

mimi bay – far from home

Den unge svenske multiinstrumentalist mimi bay er i dag klar med EP’en far from home. Sangenes tema tager lytteren med på en rejse fra ung til voksen med alt hvad en sådan transformation indebærer. Tidligere på ugen stillede vi mimi bay 10 hurtige spørgsmål, hvorved vi lærte hende bedre at kende. Her fortalte hun blandt andet, at instrumentalnummeret “Break” fra den nye EP, fortjener et ekstra lyt, da den illustrerer så meget følelse. Du kan nyde den blide og veldrejede popskive, på diverse streamingtjenester:
Lyt via Spotify
Lyt via Apple Music

BATHSHEBA – As of Right Now

Fra den bragende popkomet BATHSHEBA får vi i dag hendes debut-EP As of Right Now. Pladen består af fem stærke numre, hvorpå de allerede udgivne singler “LALA” og “Run” også indgår. EP’ens elektroniske popunivers er fængende og fyldt med hitpotentiale. De første fire numre er uptempo dansetracks, som vi kender dem bedst fra BATHSHEBA. Og så rundes EP’en af med en dejlig overraskelse i form af det femte nummer “Flower Song”, som er stille og klaverdrevet, og hvor vokalen for alvor træder frem til værdsættelse. Du kan i øvrigt læse vores anmelders rosende ord af As of Right Now her.
Lyt via Spotify
Lyt via Apple Music

Japanese Breakfast – Jubilee

Bag det indie-rockede soloprojekt Japanese Breakfast, er musiker og vokalist Michelle Zauner. I dag udkommer hun med sit tredje fuldlængde album Jubilee, der er en perle af inderlige produktioner. Albummet handler om at bearbejde livet og kærligheden i den store søgen efter lykke. Tematikken udarbejdes gennem sange med forskelligartede fortællinger om både hverdagsliv, apokalyptiske scener og politiske historier. Albummet er et pirrende og nytænkende værk, som man kan bruge timevis på at lytte til, fortolke og lade sig bevæge af.
Lyt via Spotify
Lyt via Apple Music

SASO – Men I Like

Danske Sony-signede SASO leverer helhjertede fredagstracks på sin EP Men I Like. SASOs musikalske rejse, der både inkluderer en håndsrækning fra selveste Sivas og samarbejder med artister såsom ALSACE og M.I.L.K, munder nu ud i hendes længe ventede første EP-udgivelse. Med det stærke åbningsnummer “Damn” feat. Awinbeh, starter SASO ud med at ramme lytteren med en energisk in-your-face-energi, der er svær at modstå. Skal du sætte weekenden i gang med glædesspredende musik, så er SASOs eksperimenterende popudgivelse helt perfekt at skrue op for.
Lyt via Spotify
Lyt via Apple Music

easy life – life’s a beach

Vi har glædet os særligt til at engelske easy life skulle udgive deres første album. Tidligere på året smed indie/R&B-gruppen den vilde single “Skeletons” på gaden, og den blæste os mildest talt bagover her på redaktionen. Faktisk udkom albummet en uge for tidligt end planlagt, men vi syntes at det er så fedt, at det måtte have en plads på listen i dag. Albummet er en samling af hele 12 forrygende sange, som både er dybfølte, humoristiske og overraskende. Det er den slags plade, hvis lydbillede bliver ved med at vride og dreje sig i retninger, som ingen kunne have forudset. Hvis du bliver blød i knæene af en tyk britisk accent og måske endda fangirler lidt på Sleaford Mods, så skal du høre easy life’s life’s a Beach lige nu!
Lyt via Spotify
Lyt via Apple Music

Ellers tilføjet:
Linebug – I Hold Myself up by Looking at You
LOVETRULS – Kantande Wanai
mp.oxford – external heartdrive
Wolf Alice – Blue Weekend
Pet The Camel – GET GET GET
AMiBA – Vue
iris – love and other disasters
Per Vers – 45 Omdrejninger


Sofie Vitalis
sofievitalis@bandsoftomorrow.com