02 jun Peter Nørtoft hylder venskabet efter kærligheden
Foto: Terumi Mascarenhas / Fjord Foto (pressebillede)
Debutsinglen fra den nyetablerede sanger og sangskriver Peter Nørtoft er en rørende fortælling om at springe ud og blive bedste venner med sin ekskæreste.
Peter Nørtoft går all in på sin debutsingle “Yndlingseks” og fortæller en rørende og dybt personlig historie. Nørtoft har altid spillet musik, og det har altid været en del af hans DNA. Alligevel har livet taget ham i mange andre retninger, og blandt andet budt på en Ph.D. i anvendt matematik. Måske er det derfor, at livserfaringen stråler ud af Nørtofts akustiske og simple lyd.
“Yndlingseks” er en hyldest til de venskaber, der kan opstå, når kærligheden er slut. Sangen er opstået udefra Nørtofts eget liv hvor han i en sen alder brød ud af et langt forhold og sprang ud som biseksuel. Kæresten støttede Nørtoft igennem hele forløbet, og i dag kan ekskæresterne stadig både grine og græde sammen. Den smukke fortælling er pakket ind i en skrøbelig singer-songwriter-setting, og er et eksempel på velskabt og helstøbt håndværk.
Lyt til “Yndlingseks” her:
På Spotify