Erika de Casier – Summer Days

Foto: Sofie Vitalis (pressebillede)
Venue: Summer Days
Dato: Torsdag den 24. juni 2021

Den 4AD-signede stjerne Erika de Casier vakte vores eftertragtede festivalfølelse til live med sin humørspredende dansekoncert.

[rwp_box id=”0″]

Erika de Casier trådte frem på Summer Days-scenen i skumringstid foran et tæt pakket publikum. Hendes live-setup var simpelt, og bygget op omkring trommer, guitar og elektronisk backing. Hvad der med andre ord ikke så ud af meget, skulle vise sig at fylde hele festivalen ud i stemning og vellyd. Hun lignede en million på scenen, nærmest som et 2021s svar på en Dinseyprinsesse.

Fra koncertens spæde begyndelse cementerede Erika de Casier sig både som en rutineret vokalist og en eminent performer. Hver sang tillagde hun sit eget udtryk gennem dans, mimik og nærkontakt med publikum. Hun mestrede kunsten af, at mærke og respondere på publikums vibe, samtidig med at hun var i fuld kontrol over sin stemme og tilstedeværelse på scenen. Der opstod en vibrerende fælles energi mellem de Casier og de fremmødte festivalgæster, som voksede simultant med at koncerten udfoldede sig. Især da de populære numre “Do My Thing” og “What U Wanna Do” fra Essentials blev spillet, føltes det som om at det dansende publikum og de Casier smeltede sammen i en kærlig symbiose. Her skal det selvfølgelig også nævnes, at vi for første gang i hvad der føles som årevis, fik lov til at stå op og synge med til en koncert – sikke en lykke!

Udover danseglæden og festivalstemningen, som koncerten blev det ultimative billede på, var den også en demonstration af hendes og bandets musikalske færdigheder. Sammen bevarede de det eventyrlige lydunivers fra det nyeste album, Sensational med Erika de Casiers blide vokal, der lå perfekt oven på den spanske guitar og de energiske trommer. Og så skal der lyde et kæmpe skud ud til Erika de Casiers guitarist og trommeslager, der hver især udrettede mirakler bag instrumentere, med en lidenskab og indlevelse, der var næsten var rørende.

Aftenens sidste koncert på den første afviklingsdag af Summer Days, gav os følelsen af festival, sammenhold og glæden ved at sved-danse op ad en masse dejlige mennesker. Og med den optræden beviste Erika de Casier, at hun er en af de mest spændende artister vi har herhjemme.

Sofie Vitalis
sofievitalis@bandsoftomorrow.com