20 jun Death Machine – Posten
Foto: Karla Sofie Printz (Pressebillede)
Venue: Posten
Dato: Lørdag den 19.juni 2021
I symbiose med smuk live-kunst fra den lokale kunstner My Lambertsen (SLØR Visual Performance) leverede Death Machine en beroligende og nedkølende omgang audiovisuel kunst midt i sommervarmen.
[rwp_box id=”0″]
Det var meget varmt denne lørdag i Odense, hvor byens beboere ihærdigt søger mod parkernes kakofoniske Soundboks-helvede og slukker tørsten i lunken Albani-øl. Heldigvis er Danmarks tredjestørste by ikke fattig på tilpas afkølede spillesteder, hvor de, der foretrækker deres øl fra fad og deres musik én sang ad gangen, kan søge hen. Ét af disse spillesteder er Posten, hvor et publikum af ganske pæn størrelse i dagens anledning er til stede for at overvære Death Machines ambitiøse live-setup.
Den ordinære koncertoplevelse er nemlig blevet krydret med flere visuelle indslag. For eksempel bliver ventetiden mellem den korte opvarmningskoncert, som bandets korsangerinde Julie Dybvad (aka Schön Schein) står for, og Death Machines sæt fyldt ud med to af bandets musikvideoer samt premieren på Andreas Benthiens lille portrætfilm om Jesper Mogensen, der er forsanger i og stifter af bandet. Det er en relativt lille detalje, men ikke desto mindre er det en måde at holde tilskuerne på dupperne, som flere bands godt kunne lære noget af.
Det væsentligste visuelle indslag er imidlertid den live-kunst, som bysbarnet My Lambertsen, der optræder under kunstnernavnet SLØR, bidrager med. Udstyret med diverse materialer fra hverdagen skaber hun smukke bevægende billeder, der under begge koncerter puster liv i lærredet bagved musikerne og lægger et ekstra sanseligt lag på oplevelsen.
Med sådan et stort opsat arrangement bygget omkring Death Machines musik, lægger det selvsagt et stort forventningspres på bandets optræden. Heldigvis føler jeg langt hen ad vejen, at de formår at levere varen musikalsk og fungere i samspil med de visuelle indslag frem for at blive overstrålet af, hvad der foregår omkring dem. Den drømmende indiefolk, der blander det traditionelle med det elektroniske, fylder rummet og spreder sig som et behageligt køligt vindpust, mens Mogensens varme, beroligende vokal nærmest dysser publikum i søvn.
Til tider bliver det hele måske endda en kende for afslappet. Det meget konstante intensitetsniveau gør det i hvert fald svært at pege på egentlige højdepunkter undervejs. Der er sådan set en vis form for variation i den instrumentale side af bandets output, men det virker til gengæld meget af tiden som om, at Mogensen kun har én indstilling på sin stemme. Hvor behagelig den ene indstilling så end måtte være at lytte til, ville det sandsynligvis have lagt en ekstra dimension på den musikalske oplevelse, hvis der havde været lidt mere variation at finde i hans vokalperformance. Der er et ganske kort glimt af noget, der minder om en kraftanstrengelse, men det kommer først under allersidste nummer. Det er selvfølgelig helt på sin plads, at man afslutter med et klimaks, men en perfekt koncert har i min optik også lidt højere bølgegang undervejs.
Alt i alt var aftenens koncert dog en skøn audiovisuel oplevelse, der vidnede om stor kunstnerisk vision og talent. Verden ville være et lidt bedre sted, hvis flere bands lagde så meget tanke bag deres live-setup, som Death Machine tydeligvis gør.
