fbpx

Abekejser deler jazzet single og annoncerer album

Foto: Judith Anna Laiko Molich (pressebillede)

Spilleglæden stråler ud af Abekejser på deres nyeste single “Hey Girl”, og så formår de fire bandmedlemmer at kombinere den originale tilgang til popmusik med et jazzet udtryk, der vidner om enormt musikalsk overskud.

Abekejser består af de fire venner Jeppe, Frederik, Jon og Adrian, der mødte hinanden i Århus, hvor de alle spillede i forskellige bands. Tilsammen fandt de dog en musikalsk inspiration, som de havde behov for at føre ud i livet, og det blev til Abekejser, og den lyd som de nu har givet endnu et eksempel på med singlen “Hey Girl”. For Abekejser er der nemlig ingen begrænsninger, når det kommer til kreative idéer. “Hey Girl” inddrager både elementer fra hiphop og R&B, og særligt jazzede akkordfigurer og harmonier er tydelige, og skaber et farverigt lydbillede. Abekejser fortæller selv om deres musik:

Vores musik stikker i mange forskellige retninger, fordi vi lader den opstå så umiddelbart, som vi gør. Lige siden vi lærte hinanden at kende i gymnasietiden, har vi altid jammet os frem til nogle sounds, som vi synes lyder fede. Derfor er der ikke andre inde over processen end os selv, og vi har alle lige stor medbestemmelse over musikken.

Den nye single “Hey Girl” bliver beskrevet som ‘lyden af en tysk natklub’, og det er egentlig ret rammende. Med tydelige Daft Punk-referencer, føles det i hvert fald som om, at musikken sender dig direkte ned i en kælder fyldt med røg, hvor promillen er lige så høj som humøret. “Hey Girl” er desuden også den første single fra det kommende album Blueprint, der udkommer den 3. september.
Indtil videre kan du danse din sommerferie i gang med “Hey Girl” her:
Spotify
Apple Music

Tags:
Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com