18 jun Mykki Blanco – Broken Hearts & Beauty Sleep
Foto: Luca Venter
Label: Transgressive Records
Udgivelsesdato: Fredag den 18 .juni 2021
Få kunstnere har gennem det seneste årti været så utrættelige i deres kamp mod hiphoppens mildest talt uddaterede forhold til LGBTQ+-miljøet som Mykki Blanco. Rap-pionéren – der gør brug af de/dem-pronominer – har gang på gang skubbet til de musikalske genres grænser og samfundets binære tilgang til køn. Siden udgivelsen af deres debutalbum Mykki i 2016, har de dog været usædvanligt stille på musikfronten. Heldigvis har de bestemt ikke ligget på den lade side i de fem mellemliggende år.
[rwp_box id=”0″]
Katalysatoren til de ni sange, der udgør Broken Hearts & Beauty Sleep, kom nemlig allerede i 2018, hvor Mykki Blanco for første gang samarbejdede med produceren FaltyDL. Han står som executive producer på projektet for størstedelen af det instrumentale output, hvilket betyder, at albummet har en gennemgående lyd, der binder det hele sammen, lige meget hvor mange forskellige genremæssige territorier, der bliver udforsket. Det hjælper bestemt også på udgivelsens sammenhængskraft, at Blanco til anledningen har sammensat et hold af fire talentfulde backupsangere: Leah King, AKUA, L1ZY og Grammy-vinder Mykal Kilgore.
Arbejdet med de faste samarbejdspartnere har givet Blanco en form for kunstnerisk frihed, de ikke ved tidligere udgivelser har været i besiddelse af. Kobler man dette sammen med den forøgede selvaccept og -kærlighed, som de stod tilbage med efter enden på deres første længerevarende parforhold, er det ingen overraskelse, at de lyder mere uhæmmet og selvsikker end nogensinde før. Et nummer som den skønne førstesingle “Free Ride” emmer af god energi med dens opløftende klaverakkorder, guddommelige gospelvokaler og livlige, klubinspirerede trommer. Vigtigste ingrediens er imidlertid Blancos charmerende og kække vokal, der gør det stort set umuligt ikke at få et lille smil på læben.
Samme følelse sidder jeg med under mange af albummets resterende otte numre – blandt andet på klubbangeren “Summer Fling”, der er inspireret af 00’ernes legendariske samarbejder mellem Missy Elliott og Timbaland. Det groovede soulnummer “It’s Not My Choice”, hvor Blancos følelser efter bruddet med ekskæresten bliver bragt frem i det neonfarvede lys og akkompagneret med lækker saxofon, er endnu et højdepunkt. Trods den mere sørgmodige tematik på dette nummer, er der en form for behagelig varme, der skinner igennem – hjulpet godt på vej af Blood Orange, som både bidrager vokalt og med ekstra produktion.
Desværre mister albummet lidt momentum hen imod den sidste halvdel af tracklisten. “Love Me” byder på en steril og uinteressant alternativ R&B-produktion, som slet ikke klæder Blancos stemme, der i øvrigt er blevet forvrænget på en måde, der fjerner meget af den karakteristiske livlighed, som skinner igennem på resten af pladen. Imens er “Want From Me” et mislykket forsøg på bossanova, der ærligt talt bare virker malplaceret.
Til gengæld afsluttes albummet med to stærke numre: “Patriarchy Ain’t The End of Me” og “That’s Folk”, der bliver gæstet af Big Freedia, er to skønne rapnumre, som vel at mærke befinder sig i hver deres ende af rapverdenen, men alligevel bliver bundet sammen af Blancos karakteristiske sangskriveri og levering samt den alsidige produktion fra FaltyDL.
Det virker næsten forkert at sige, at Mykki Blanco er tilbage, for dette er ikke den Blanco, vi før har kendt. Hele deres musikalske set-up har fået en alvorlig overhaling, og jeg har svært ved at forestille mig en fremtid, hvor denne nye lyd ikke tager deres karriere til nye svimlende højder.
