fbpx

Ugens Upcoming: AYA MAI

Foto: PR (pressebillede)

AYA MAI lægger sin personlige fortolkning ned over den amerikanske popkultur, og resultatet er popsange med internationalt potentiale og en hjemmelig skandinavisk varme. Tidligere på året indledte hun sin karriere med debutsinglen “Monday”, og den flotte single er blot startskuddet – der er meget mere på vej. Lær hende bedre at kende igennem vores miniinterview herunder.

Der har altid været musik i danske AYA MAI, og både evner og ambitioner har hun hentet fra den musikalske opdragelse, hun har fået. Som otteårig begyndte hun at få professionel sangtræning, hvilket resulterede i en særlig veltrænet stemme allerede som barn. Det gjorde, at hun blev udvalgt til at synge foran 40.000 mennesker til åbningen af X-Factor-finalen i Parken i 2010. Potentialet har altså altid været stort for den talentfulde sangerinde, og nu – over 10 år efter netop den optræden i Parken – står hun på egne ben med eget materiale. Debutsinglen “Monday” er poppet, veludført og ekstremt ørehængende, og eftersigende er der meget mere på vej. Du kan læse meget mere om AYA MAI og hendes drømme og ambitioner her:

Hvem er AYA MAI

AYA MAI er en ny dansk popartist på vej ud på den internationale musikscene. AYA MAI er en refleksion af, hvordan et ungt menneske oplever verdenen, navigerer i den og stiller spørgsmål til den. Hun lever i en tid, hvor livet ofte er et ‘projekt-mig’ og, hvor det er svært af finde fodfæste og forankring. Det kommer til udtryk i sangskrivningen. 

Hvordan vil du beskrive AYA MAI’s lyd?

Lyden er skandinavisk, stærkt inspireret af et amerikansk lydunivers. Det afspejler, at jeg er nordisk, men er vokset op med stærke amerikanske idoler. Når du lytter til AYA MAI’s sange møder du friske tracks med en varm instrumentation. Min musiske arv er præget med af gammel gospel, soul og jazz, der er præget af store arrangementer, runs og improvisation. Så det hiver jeg nok også med ind i lydbilledet i små glimt – på poppet og kommerciel måde. 

Hvordan startede du? 

Jeg har været sådan et barn, der altid sang. Jeg voksede op med den helt gode ‘Sound Of Music og imiterede Julie Andrews før jeg kunne engelsk – knapt nok dansk. Så startede jeg i gospelkor som helt lille og havde bands ved siden af skolen og så videre. Som 12-årig sang jeg åbningssangen til x-faktor finalen i parken og året forinden optrådte jeg med Rune Klan til Zulu Awards på TV2. Da jeg var cirka 16 år gammel fik jeg lov til at spille med jazzlegenden Niels Lan Doky. Vi spillede over 250 koncerter sammen gennem min gymnasietid på hans jazzklub i København. Herudover turnerede vi sammen i Danmark og Asien. Efter gymnasiet tog jeg til USA for at skrive sange – på en one-way ticket. Her begyndte jeg for alvor at skrive sange til mig selv. Da jeg kom hjem kulminerede det hele og blev til AYA MAI. 

Kan du fortæller lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

Grundlæggende set ved man nok aldrig helt hvad man laver eller hvor man skal hen, når man begynder på en ny sang. 
For mig kan det starte på mange måder. Det kan være en akkordrundgang eller et track, der giver mig en bestemt stemning eller følelse – eller minder mig om noget. Det kan også være en oplevelse jeg går med eller nogle tanker/følelser jeg har udefra for eksempel en samtale, der ender som en sang. Jeg har nok 700-800 memoer på min mobil, der er fuldkommen uigennemskuelige som er momentane ideer jeg får igennem en dag.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd? 

Grunden til, at vi tre viber så godt sammen er nok, at vi grundlæggende har samme musiksmag og kommer fra mange af de samme lyduniverser. Vi er alle vokset op med gospel, funk og soul med for eksempel Whitney Houston, Earth, wind & fire, Stevie Wonder. Lige nu lytter vi meget til Justin Bieber, Ariana og Charlie Puth, som også lige som os kommer fra den der tunge musikarv fra kirken eller fra håndværksgenrene som jazz, men i deres artistprojekter gør deres arv relevant og kommerciel. 
Min vokal har altid været inspireret af teknisk dygtige sangere som Whitney Houston eller for eksempel den amerikanske Tori Kelly. 
Sangskrivningsmæssigt er jeg meget inspireret af Julia Michaels og Sasha Sloan. 

Hvad er på pladespilleren lige nu? 

Det er nok noget af Justin Biebers nye – måske ‘Hold On’. 

Hvad har du gang i lige nu på musikfronten? 

Der sker en helt masse! Jeg er selvfølgelig i en konstant kreativ proces, hvor jeg skriver nye sange og får nye ideer om, hvordan jeg kan udtrykke mig igennem AYA MAI.  Men helt konkret har jeg udgivet første single ‘Monday’ her i Maj og udgiver næste single ‘Time’ 18 juni. Det er for vildt at smide musik ud i verdenen! Jeg fokuserer meget på at præsentere musikken på den rigtige og mest autentiske måde. Derudover gør vi bare klar til at spille en masse, når corona er ovre. 

Hvad er drømmen? 

Det er, at min musik må nå så mange som muligt. Jeg vil elske, hvis min musik når en hel masse forskellige mennesker, med forskellige liv og baggrunde. Jeg drømmer om at skrive og udgive de sange, der afspejler mit liv og andres liv omkring mig aller bedst – og at folk inspireret af det og ser dem selv i det. 

Hvis du måtte vælge en af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så? 

Nu har jeg udgivet to sange og dem kan jeg slet ikke vælge mellem. Det er som at vælge mellem sine forældre tror jeg. Sangene er forskellige og kan noget hver for sig. Måske ville jeg anbefale ‘Time’ lige nu – simpelthen fordi den er ny 🙂 

Hvis din musik var en drink hvilken vill den så være? 

Så var det en Whiskey Sour med lidt ekstra citron og uden det der orange likør. Lidt tunge tanker omsluttet af et frisk pust. En lidt alvorlig drink, men stadig let med den ekstra citron – det er nok hovedet på sømmet i forhold til mine sange.

Mens vi venter på “Time” kommer ud på fredag, kan vi nyde den flotte debutsingle “Monday” her:

Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com