VOLA – Witness

Foto: Nikolai Linares (Pressebillede)
Label :Mascoty Label Group/Mascot Records
Udgivelsesdato: Fredag den 21.maj 2021

Så er det allestedsnærværende prog-band VOLA klar med deres tredje album, og man må sige de kommer vidt omkring, i et bredt mix af genrer.

[rwp_box id=”0″]

I øjeblikket er der især et band der virkelig er på alles læber i den danske alternative/metal verden, og det band hedder VOLA. Bandet består af Asger Mygind (guitar & vokal), Nicolai Mogensen (bas), Martin Werner (keys), Adam Janzi (trommer), og denne kvartet er hurtigt blevet et af årets mest omtalte bands. Og de har med deres tredje album Witness virkelig givet folk noget at snakke om. Bandets lyd bærer præg af alt fra rock, hiphop, melodisk pop, electronica, industrial og djent.

Pladen er i høj grad gennemsyret af høj musikalsk dygtighed, hvilket virkelig kan høres i de bombastiske djent-metal stykker, der især er at finde på sange som “Straight Lines” og “These Black Claws”, der virkelig formår at opbygge en god spænding og forventning i begge sange. Også de mere bløde stykker fungerer rigtig godt med masser af synth og catchy toner. Til gengæld bliver vokalen lidt for ensformig til tider, når man gerne vil have lidt mere passion og power på.

Mange af sangene på Witness har store – på grænsen til storladen omkvæd, der godt kan lede tankerne i retningen af en eurovision sang, men det spiller faktisk rigtig fint ind i VOLAs lydbillede. Disse omkvæd kunne man sagtens forestille sig blive spillet på et stort stadion, foran mange tusinde mennesker. Noget der måske snart bliver en realitet – bandet er nemlig i øjeblikket klar med en Danmarksturne, hvor billetterne allerede er ved at melde udsolgt.

Der er ingen tvivl om, at de enkelte dele af Witness i høj grad er gennemtænkt og veludført. Der opstår dog problemer når de mange forskellige komponenter skal sammensættes. Bandet blander nemlig intet mindre end stort set alle genre fra populærkulturen, så det er klart, at der er nødt til at være en meget stærk rød tråd, den går desværre bare tabt et par gange – det kommer nogen gange til at lyde som om man, at har sat en blandet playliste på shuffle, frem for at lytte til det samme band. Alt i alt føler jeg at vi sidder med en masse veludførte puslespilsbrikker, der bare lige skulle havde været sat lidt mere smooth sammen. 

Tematisk står Witness meget stærk. Teksterne er tankevækkende, og er ment til at belyse mange af de personlige og samfundsmæssige konflikter vi kan være vidne til i hverdagen. Med forsanger Asger Myginds ord:

-I samfundsmæssigt perspektiv viser de sig i friktionen mellem ledere og følgere, som er forårsaget af magtmisbrug. Og hvis jeg zoomer ind på det individuelle plan, ser jeg ugengældt kærlighed, sorg, manipulerende opførsel og usikkerhed, som årsagen bag mislykkede forhold. Når man forbinder det med albumtitlen, kan man tolke karaktererne, der portrætteres i teksterne, som vidner til opløsningen af de bånd de har skabt med mennesker i deres liv.

Sideløbende med singleudgivelserne, har VOLA lanceret såkaldte “Creator Packs” til deres fans. En gratis “undervisningsmappe” der består af seks separate lydfiler (guitar, bas, trommer, vokal, keyboard og percussion), samt sangtekst og guitar- og bas tabs, så alle interesserede kan lære at spille singlerne. Til singlen “Straight Lines” blev fans opfordret til at sende deres cover på video – gerne i deres helt egen version. Det har resulteret i en vild mashupvideo, med videoklip fra hele verden. Hvilket er en skøn måde at se sine fans i øjenhøjde på – se den lige her.

Når alt kommer til alt bliver det spændende at følge VOLAs rejse, for der er ingen tvivl om, at de er et band, der tør tage chancer og udfordre vores alle sammens ideer om hvad faste genrer og normer skal være. Der skal bare lige arbejdes lidt på overgangene. 

Laura Nielsen
lauranielsen@bandsoftomorrow.com