26 maj Vil du med…. ind og se Suspekt?
Foto: Suspekt // PR (pressebillede)
Sidste år udgav drengene fra Albertslund deres syvende studiealbum, og nu kan de langt om længe få lov at spille musikken live for publikum, når de indtager Store VEGA til efteråret.
Sindssyge Ting er Suspekts syvende studiealbum, som er trioens mest tematisk sammenhængende og modne album til dato. Rune Rask har, ikke overraskende, sørget for et lækkert lydbillede, der underbygger de vilde melodilinjer, der konfronterer dødsangsten, når den episke fest er forbi.
Det er altid svært at forudse, hvad der kommer til at ske til en Suspektkoncert, men én ting er sikkert: det er altid en kæmpe fest at se Vestegns-trioen på scenen. Derfor må du absolut ikke snyde dig selv for sådan en oplevelse, og lørdag den 23. oktober har du chanchen, når de indtager Store VEGA.
Det nye album er endnu ikke blevet spillet for et livepublikum, så det glæder gruppen sig til og Emil Simonsen aka. Orgi-E fortæller:
– For et år siden udgav vi vores måske bedste og mest velproducerede album til dato. Men albummet har aldrig fået det liv, vi ønskede, fordi mødet med alle jer blev afbrudt, lagt i lænker og gemt langt væk. Vi har det som løver i et bur og har absolut ikke glemt jer. Vi har lyst til at smadre alt omkring os, for igen at komme ud og mærke friheden og hinanden.
Udover i Store VEGA har Suspekt netop annonceret at de tager på en kæmpe Danmarksturné, hvor hele 26 koncerter er på programmet landet over.