Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 18

Foto: Linn Koch-Emmery // PR (pressebillede)

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Om du er til mørk elektronika, der kalder på din indre dark side, eller finskåret indiepop med ørehængende melodier, så er der helt sikkert noget for dig blandt vores favoritter.

Mørkeblødt – Lyst Mørke, Rar Uro

Danske Mørkeblødt er ude med sin debut-EP Lyst Mørke, Rar Uro. Artisten med forkærligheden til kontrasterende titler, har skabt et stemningsmættet elektronisk univers, hvor kvartvejskrise og ungdomsfølelser tematiseres. De dansksprogede sange er skabt af sirligt gennemtænkt lyrik, som fortryller lytteren med sine raffinerede sprogblomster. Lyden er sammensat af analoge synthesizere, ukurante trommesamples og en mørk, rolig vokal, der både har et dunkelt og et længselsfuldt udtryk. Som artistnavnet og EP-titlen peger på, har vi at gøre med en musikalsk udfoldelse, der har inspiration i mørke og dystre tanker, men som også rummer en form for behagelighed. Fristelsen til at svælge i mørke og melankolske tankemønstre er svært uimodståelige med Mørkeblødts forrygende EP – så du kan ligeså godt give dig hen til ‘the dark side’, og nyde Lyst Mørke, Rar Uro med det samme.
Lyt via Spotify
Lyt via Apple Music

Linn Koch-Emmery – Being the Girl

Svenske Linn Koch-Emmery har allerede imponeret på den Skandinaviske musikscene med en række singler, der skærer lige ind til benet i en rå indie-rocket facon. Nu er hun endelig klar med sit debutalbum, der har fået titlen Being the Girl. Med 11 forskelligartede sange viser Linn Koch-Emmery sit talent for at skrive simpelt konstruerede rocknumre, som er næsten umulige ikke at nynne med på. Fængende melodier og distortet guitar er hovedelementerne i flere af numrene, som dog også opfriskes af overraskende vokaleffekter og diskrete synthesizer-indslag. Albummet er et friskt og nyfortolkende pust til indierocken som vi kender den, og med en vision om at vise verden hvordan indie skal lyde i 2021, formår Linn Koch-Emmery at vise os nye sider af sit musikalske udtryk.
Lyt via Spotify
Lyt via Apple Music

Sarah Klang – Virgo

En udgivelse vi længe har set frem til at have mellem hænderne, er Sarah Klangs tredje studiealbum Virgo. Albummet tematiserer både sørgmodighed og hjertesorg, men også frigjorthed og livsglæde. Tidligere på ugen løftede vi sløret for et interview med artisten, hvori hun fortæller om inspirationskilderne bag albummet, hvilket blandt andet inkluderer Madonna, astrologi og pop/rock-lyden fra 90’erne. Du kan læse det fulde interview her. Lyden af Virgo kan måske beskrives med det konstruerede ord “Nordicana”, der som navnet antyder, er en sammensætning af Nordisk pop og Americana. Og så alligevel er der så mange overraskende og inspirerede elementer i Sarah Klangs musik, at en genrebestemmelse ikke er fyldestgørende. Én absolut sandhed vi dog kan konkludere om Virgo er, at den er drevet af Sarah Klangs unikke vokal, der på især de stille numre, har evne til at pierce blødende hjerter og igangsætte selv de tørreste tårekanaler.

Lyt via Spotify
Lyt via Apple Music

CHIVVY – Chivvy

Trioen fra Göteborg, som tidligere gik under navnet ‘The Tape’, er klar med deres selvbetitlede fuldlænge album Chivvy. Debutalbummet er en renskåret pop/rocket fornøjelse, der med melankolsk guitarlyd og blid vokal, skaber dagdrømmende billeder om vemod og håb. Med rock-elementer af komplekse trommesektioner og legende elguitar, skaber CHIVVY en rå baggrund til deres elegante vokalføring. Albummet er svøbt i behagelig melodi, som med en dramatisk kant og udfoldet leg med intensitet, gør sangene umådeligt interessante. Vi vil især fremhæve singleforløberen “Deeper Blue”, som er svær ikke at sætte på repeat, når man først har mærket dens hypnotiserende kraft.
Lyt via Spotify
Lyt via Apple Music

Knægt – Tragisk Komedie

Vi slutter af med en skøn overraskelse fra det danske vækstlag. Knægt er navnet på det helt særlige upcoming indie-act, der netop har sluppet debut-EP’en Tragisk Komedie. Knægt maler et følsomt, tillokkende og roligt musikbillede, der illustrerer melankolske hverdagsfortællinger om blandt andet at glemme at ringe til brandvæsenet, fordi man blev distraheret af sociale medier. Musikken inkluderer et organisk instrumentalt setup, der komplimenterer sanger Malte Nordtorps sensible vokal, og som får besøg af dramatiske strygere af og til. Sangenes nænsomme lyrik eksekveres på dansk, hvilket giver en fornemmelse af nærhed, som derudover også fremhæver den distancerende selvironi, der også bliver plads til på den ellers lidt sørgmodige EP. Tragisk Komedie formidler en ny og overraskende lyd på den danske musikscene, som sætter en høj standard for de talentfulde Knægt.
Lyt via Spotify
Lyt via Apple Music

Gå heller ikke glip af:
Alfie Templeman – Forever Isn’t Long Enough
Blikfang – Vores rum for altid
DJØN – Suppen
Esben Svane – Du Valgte Mig
Gatton – juvenescent
Iceage – Seek Shelter
Jimmy Smash – HOME
Katrine Grarup Elbo – Fold Unfold
Katrine Stochholm – Verden Består af Samlinger af Stykker
Oliver Lübbert – Fantastiske Tider
People Club – Take Me Home
Ponette – Nude
Squid – Bright Green Field
Wy – Marriage

Sofie Vitalis
sofievitalis@bandsoftomorrow.com