05 maj Til fans af shame: Tre bud på dit nye musikalske crush
Foto: shame // Sam Gregg (pressebillede)
I nutidens musikalske jungle kan vi som vanemennesker godt være tilbøjelige til at holde os til de acts, vi allerede kender og har været fans af længe. Men frygt ej! Vi har gjort din opdagelsesrejse lidt mere overskuelig og samlet tre bud på dit nye musikalske crush – skræddersyet til dig, der elsker lyden af shame.
Det er nu omtrent fire måneder siden, at det britike rockband, shame udgav sit andet, fuldlængde studiealbum, Drunk, Tank, Pink, hvilket blev modtaget med masser af stjerner og ros her på redaktionen (læs anmeldelsen her). Fire måneder er selvfølgelig ikke alverden, men som den shame-fan, du jo er, har albummet nok rusket dine øregange tilstrækkeligt mange gange til, at du for længst er begyndt at hungre efter mere. Og det værste ved nye albumudgivelser er jo som bekendt, at den næste kan have lange udsigter. Nå ja, men som underrubrikken indikerede, vil vi forsøge at åbne din verden for nye, shamy artister, som du kan høre til døde, mens din shame-glæde lader op.
Jools (UK)
Den britiske sekstet Jools er stadig et relativt nyt fænomen (de blev dannet i 2019) og er derfor lovligt undskyldt for kun at have fire singler ude. Til gengæld er de fire singler virkelig stærke og veludførte med solid fremdrift og helt fantastisk tråd. Gruppens lydbillede kan meget af det samme som shames, og rygtet (Wikipedia) siger også, at sekstetten formaterede efter at have set en optræden med netop shame i det britiske talkshow Later… with Jools Holland (hence bandnavnet).
Jools er desuden kongerne af stærke omkvæd, hvilket du kan høre i flere af deres sange – for eksempel ”How Can Some Experience What Pride Is Without Liberation for All?”. Nyd singlen her, og lad os håbe, at der snart kommer mere lyd fra de seje brittere!
Egyptian Blue (UK)
Udover at være et syntetisk pigment, som blev brugt i oldtidens Egypten (ja, jeg har været på Wikipedia igen) er Egyptian Blue et fantastisk rockband fra England. Bandet debuterede i 2019 og udgav sin første EP Collateral Damage samme år. Ligesom shame og de andre grupper i denne artikel, er Egyptian Blue et guitardrevent og attitudefyldt rockband med en stærk ungdomsenergi og tydelig frustration. Det kan du høre på stort set alle af deres numre, og det er lækkert! Mon ikke de snart kommer ud med et fuldlængde album? Her er i hvert fald en grund til at håbe på det ved navn “Nylon Wire” – førstesinglen fra deres anden og seneste EP Body of Itch fra 2020.
Talk Show (UK)
Jeg ved ikke, hvad det er med England og shame-lydende rockbands (eller god musik i det hele taget), men de spytter det ud! Artiklens næste band er også baseret i England (det kunne ellers have været plot-twisty, hvis jeg havde skrevet Indonesien, huh?). Bandet hedder Talk Show og debuterede gud hjælpme også i 2019. Sidste år udgav gruppen sin debut-EP These People, som vi på det varmeste kan anbefale! Her kan du få første-nummeret fra den. Vær forberedt på, at omkvædet er en del mere opløftende og dur-præget, end omkvæds-gennemsnittet i denne artikel ellers har været, men det kan selvfølgelig også noget. Måske er den optimistiske stemning tænkt som en kontrast til temaet ‘stress’, som jo ellers er en rædselsfuld tilstand at være i. Du kan jo tolke med selv.
Tjek også disse ud:
Protomartyr
Ought
Home Counties
TV Priest
IDLES (selvfølgelig)