07 maj Squid – Bright Green Field

Foto: Holly Whitaker (pressebillede)
Label : Warp Records
Udgivelsesdato: Fredag den 7. maj 2021

Squid har med Bright Green Field begået et historisk godt debutalbum.

[rwp_box id=”0″]

Det sker ikke så tit, men det hænder af og til, at et band brager ind på scenen med et debutalbum, der omgående garanterer dem en plads i rockens historiebøger. Joy Division gjorde det i 1979 med Unknown Pleasures, The Strokes gjorde det i 2001 med Is This It, og i 2021 gør Squid det så med Bright Green Field. Det eksperimentelle bands debut kan i hvert fald i mine øjne sagtens måle sig med de to førnævnte legendariske plader.

Det er da heller ikke fordi, triumfen kommer helt ud af det blå. Femkløveren fra Brighton brød igennem tilbage i 2019 med singlen “Houseplants”, hvilket betød, at de straks blev udråbt som et af de største håb på den britiske post-punkscene. På trods af dette genremærkat – der ganske vist synes korrekt placeret på gennembrudssinglen – viste bandet samme år med EP’en Town Centre, at de ikke havde i sinde at lade sig definere så let. De ser sig altså ikke uden videre tilfredse med en plads i samme genrekasse som blandt andre. IDLES, shame og Viagra Boys – om end der er tale om et ganske fint selskab. Mens de besidder meget af den samme samfundskritiske post-punkede ethos, man finder i disse bands’ musikalske og æstetiske output, skubber Squid nemlig ofte genren langt ud over dens vante rammer. 

På bedste kraut-manér inkorporerer de lyde fra jazzens, funkens og den elektroniske musiks verden, perfekt eksemplificeret i Bright Green Field-nummeret “Boy Racers”. Her bliver lytteren i første omgang forkælet med et stykke dansabelt post-punk – som altid drevet af forsanger Ollie Judges fremdrivende trommer og karismatisk hektiske vokal. Med ordene “I should have stayed at home” transformerer sangen sig imidlertid til et stemningsfuld post-rocklandskab befolket af robotagtige stemmer, forpinte saxofoner og kolossale elektroniske droner, der minder os om, at man aldrig kan vide sig sikker på, hvilken musikalsk retning Squid er på vej i.

“Boy Racers” er et fantastisk nummer, der med en spilletid på syv og et halvt minut ville kunne fungere som højdepunktet på næsten enhver anden plade, men Bright Green Field er så vanvittigt et album, at dette blot synes som ét i rækken af mesterværker. Hver en tone er et højdepunkt, og ved hver gennemlytning støder man på nye detaljer, der gør det umuligt at pege på ét definitivt magnum opus. Er det førstesinglen “Narrator” med det kuldegysningsfremkaldende, skrigende vokalbidrag fra Martha Skye Murphy, eller er det den lyrisk introverte albumlukker “Pamphlets”, der lyder som en blanding af In Rainbows-æra Radiohead og aggressiv dance-punk? Man kan sågar hævde, at de to abstrakte og ambient interludes “Resolution Square” og “The Flyover” – udover at bidrage til albummets helhed – også i sig selv er interessante stykker kunst.

Bright Green Field er resultatet af et ungt band, der udstyret med fælles kulturelle referencepunkter, en umættelig lyst til at eksperimentere med deres lyd og en helvedes masse talent formår at skabe de absolut gunstigste rammer omkring deres musikalske skabelsesproces. Man kan fornemme den presserende karakter i teksterne, der mestendels er blevet skrevet på en bar i en periode, hvor coronarestriktionerne til enhver tid kunne blive strammet. Ligeledes er det som om, at musikken bogstaveligt talt – og udelukkende i positiv forstand – er smeltet i den hedebølge, hvorunder albummet blev optaget. Og så har det nok heller ikke skadet, at den erfarne producer Dan Carey (Franz Ferdinand, Fontaines D.C., Black Midi) har siddet med fingrene på de vigtige knapper undervejs.

Det hele går – for at støve den gamle kliché lidt af – op i en højere enhed på denne mesterlige debut, der meget vel kan stå tilbage som et af 20’ernes hovedværker, når vi engang når så langt.