SALLY opfordrer dig til at vælge med sin nye single

Foto: Therese Vadum (pressebillede)

SALLY laver indierock med velovervejede, tankevækkende tekster på dansk. Debutsinglen “De Kommer Flyvende” er en smuk fortælling om at ville for meget.

De fleste kender nok følelsen af at ville det hele, men samtidig føle sig stresset over at have for travlt. Det konfronterer SALLY dig med i sin debutsingle “De Kommer Flyvende”. For mellem den smukke fortælling om netop disse følelser, ligger en skjult hentydning til at hanke op sig selv og indse, at man er nødt til at vælge. Forsangerinde og sangskriver, Sally Errebo-Brandt, fortæller:

– Det er ikke mange år siden, jeg selv befandt mig et sted i livet, hvor alting voksede mig over hovedet. En tid, hvor jeg brugte al min energi på at opfylde det, jeg troede var alle andres forventninger til mig. Jeg havde de tungeste skuldre nogensinde og en hemmelig drøm om at give op løbe fra det hele. Det var fra dette sted, jeg sagde stop og startede forfra.

Lydbilledet er malet af bløde synthesizere og en legende guitar der, sammen med Errebo-Brandts vokal, gør sangen både følsom og nærværende. Samtidig lægger et rocket trommesæt rytmer, der af og til springer et taktslag over og giver fornemmelsen af, at man har glemt noget. En fornemmelse der danner en flot rød tråd med sangens tekst og budskab. Lyt til “De Kommer Flyvende” mens du fordyber dig i lyrikken her
Eller find den på Spotify

Tags:
Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com