30 maj Leizure + Bedlam Boys – Atlas
Foto: Christabelle Beaudry
Venue: Atlas
Dat0: Lørdag den 28. maj 2021
Det var vildt og voldsomt, da Bedlam Boys og Leizure gik på scenen på Atlas i Aarhus. Publikummet blev hevet ind i et velspillet, støjende univers fra det øjeblik, guitaren havde lagt første tone an.
Det kan godt være lidt et sats, når man tager til dobbeltkoncert. Enten får man en fantastisk aften eller en langtrukken en. Den varme sommeraften i maj var helt klart det første scenarie. 40 menneske fik en kæmpe oplevelse på spillestedet Atlas i Aarhus.
[rwp_box id=”0″]
Bedlam Boys er et Aarhusiansk band, der trækker tråde til garagerocken og postpunken. De minder om Iceage sent i deres karriere, hvor deres lyd er blevet mere poleret. Musikken har en klar inspiration fra westernverden, hvor mundharmonikaen får lov til at fylde. Hvis man skal høre den, må man dog tye til deres ene nummer på Bandcamp eller tage til deres næste koncert, indtil deres debutalbum udkommer.
Bedlam Boys var de første til at gå på scenen i Aarhus. De seks mand fyldte godt ud på scenen, hvor man som lytter blev revet med fra første sang. Selvom koncertsalen ikke var fyldt op, fik forsangeren udfyldt rummet allerede i de første minutter. I et af de første numre mærkede jeg, at bandets keyboard musiker kunne andet end at spille på tangenterne. Han hev en halvakustisk guitar op, som lagde et ekstra lag på musikken, som allerede bestod af to elektriske guitarer.
Det var dog ikke kun halvakustisk guitar og keyboard, han besad evner indenfor. I flere numre spillede han på mundharmonika. Det kunne mærkes, hvordan rummet blev fyldt op med eurofi over, at mundharmonikaen fik lov til at fylde. Det kunne dog godt mærkes på bandmedlemmerne, at de nok ikke var ekstremt scenevante. Udover ene guitarist var de fleste af medlemmerne dybt koncentreret om deres instrumenter og havde ikke meget interaktion med publikummet. Forsangeren stod samtidigt med den ene hånd i trenchcoaten under hele koncerten, men han formåede dog stadigvæk at komme ud til publikummet. Den manglende leg mellem publikum og band blev dog båret i det store hele af den velskrevet musik, som kunne indfange lytteren på egen vis.
Det var tydeligt at se, hvor Bedlam Boys havde fået noget af sin inspiration fra. De havde en synergi med det meste af deres påklædning, hvor der var læderveste, cowboyhat og bolo tie. Der var en fantastisk velkomst til deres velspillende verden og jeg glæder mig til at høre deres debutplade, når den forhåbentligt snart udkommer. Jeg tror, at vi har fået endnu et godt band til den punkede scene i Danmark.
[rwp_box id=”1″]
Leizure er en københavnsk kvintet, der ikke er bange for at larme. Deres musik er støjende og undersøgende og lægger sig op ad en no wave tradition. Det minder modsat Bedlam Boys, om det tidligste Iceage, hvor man ikke var bange for udfordre lytteren. Hvis man vender blikket udenlands, minder deres lyd om Protomartyr, hvilket især høres, når saxofonen hives frem. Forhåbentlig beholder de denne kant, som mange bands mister i løbet af karrieren.
Efter den ikoniske rygepause ude på Atlas’ grønne arealer blev publikummet endnu en gang blæst bagover. Det kunne dog godt ses, at en del af koncertgængerne var kommet for at se hjemstavns bandet Bedlam Boys. Der var lidt tyndet ud i stolene, men dette tog Leizure sig ikke af.
Forsangeren, Zakarias Sanderson, var en kaotisk hoppebold, der allerede i første nummer, hoppede ned fra scenen og gik helt tæt på publikummet, som lænede sig fremad for at få en endnu større del i hans magi. Når man ikke var draget af Zakarias Sanderson, kunne man lade blikket falde på bandets saxofonfyr. Hans store krøllede hår var sat op i en hestehale, som stod i smuk kontrast til saxofonens glitrende ydre og gode lyd. Han var med til at give den helt rigtige Leizure lyd, hvor musikken ikke bare er kaotisk, men smuk. Det giver Leizures univers det ekstra kick, som adskiller dem fra andre danske punklingende bands.
Man kunne mærke bandets vanvid igennem hele koncerten, men da en sang som “Caveman” kom på, blev det slået fast med syv søm. Trommeslagerens svedende pande røbede, at der blev lagt alt den energi bag trommestikkerne, som det overhovedet var muligt. Der var en fantastisk interaktion mellem publikummet og Zakarias Sanderson, der flere gange i løbet af koncerten kom i karambolage med de fysiske omgivelser. Han var så meget inde i musikken, at han ikke lagde mærke til, at han havde hevet ledningen ud af mikrofonen. Her rejste der sig straks en på første række, og gav ham ledningen tilbage. Det samme skete, da han væltede mikrofonstativet ud over scenen. Disse små uheld gjorde egentlig ikke noget negativt for min koncertoplevelse, det gav mere et indtryk af, at vi havde fået lov til at komme ind i Leizures verden, hvor vi blev en del af processen. Jeg var ikke den eneste, som syntes, at Leizure havde blæst mig godt igennem. Allerede 10 minutter efter koncerten var slut, var der udsolgt af deres debutplade oppe i merchandisen. Os, der kom lidt for sent, måtte nøjes med en af deres gule band t-shirts.
Jeg kan kun give mine varmeste anbefalinger til give Leizure et lyt. Hvis man ydermere kommer forbi en mulighed for at se dem live, skal man bare tage sin bedste ven under armen og få sig en på opleveren. Det er hvertfald en koncert, jeg vil have svært ved at glemme.
– Skrevet af Isabell Kristina Larsen-Thomsen
