20 maj Guldimund: Tre numre jeg hører på repeat
Foto: Lene Kronow (pressebillede)
Er du ligesom os nysgerrig på, hvad din yndlingsartist selv går og lytter til? Så tjek denne artikelserie ud, hvor vi spørger danske og udenlandske artister om, hvad de i øjeblikket hører på repeat.
Tidligere på året udgav Guldimund det flotte album Dem, Vi Plejede At Være, der blev særdeles vel modtaget af diverse medier. Albummet består af 9 velskrevne sange, der alle kredser om parforhold, der er ved at gå i stykker. På trods af det sørgelige tema har albummet en positiv tilgang. Sangene handler nemlig om den kamp det er, når man prøver at finde tilbage til ‘dem, vi plejede at være’, og at blive ved med at tro på, at det hele nok skal gå.
Bag Guldimund står Asger Nordtorp Pedersen, og med Dem, Vi Plejede At Være skabte han i den grad et album, der er værd at høre igen og igen. Derfor er naturligvis nysgerrige på, hvad han hører igen og igen. Det kan du finde ud af, ved at læse hans svar lige her.
Valkyrien Allstars – “slutte og byne (single edit)“
– Jeg stødte på dette nummer gennem Discover Weekly-funktionen i spotify, og selvom jeg i første omgang ikke forstod et ord, standsede jeg op og spidsede ører. Det sker måske et par gange om året, at jeg støder på en kunstner eller en sang, som rusker op i mig og overrasker mig, og dette var en af de gange.
Guitaren og trommerne fik mig til at tænke på ørkenblues, som fx Tinariwen, så da sangeren begyndte, troede jeg først, hun sang på et nordafrikansk sprog, men det gik langsomt op for mig at det var norsk. Hendes stemme minder mig meget om sangerinden Lo Ersare, som synger på mit album, og som også lige har udgivet singlen “Heart Rhythm Syncronize” med bandet Lucky Lo (hvor jeg tilfældigvis er bassist, host). Det forvirrede mig også en del. Men efterhånden fik jeg identificeret sproget og fattede, at det ikke var min veninde, der havde et hemmeligt norsk sideprojekt.
Sangen har et højt energiniveau med en tekst, der nærmest blev rappet, og selvom jeg ikke forstod alt, forstod jeg dog, at det var en sang om at være træt af en masse ting. Hun synger, at hun skal slutte med alle mulige ting – lige fra at drikke og flirte og mingle til at trække vejret – og det bliver bare kastet ud i en strid strøm af ord. Bandet buldrer samtidig bare afsted, og der kommer nogle virkelig underlige understemmer ind, som lyder som om de er pitchet ned. Hvilket stikker ud på en super flabet måde i et ellers ret håndspillet univers.
Sangen bliver bare ved og ved og stiger i intensitet, til det bliver nærmest ender i en slags musikalsk headrush, som når hårrejsende højder, da den modulerer op henimod slutningen.
Kristian Finne Kristensen – “Torbenshaven“
– Jeg har i det hele taget lyttet meget til hele Chorus Grant-bagmandens forunderlige minialbum ‘Underbelly’, hvor han aldrig synger ord, men bare nynner. Hans små melodier, som flettes sammen med et væld af strenge, er enkle men alligevel raffinerede i deres klarhed og med deres små elegante ornamenteringer. Hans stemme virker så naturlig og sært beroligende, og jeg tænker aldrig undervejs over, at der kun bliver brummet og hummet. Der er en masse ambiente reallyde på albummet plus et mindre arsenal af klassiske indiefolk-instrumenter. Tilsammen skaber det et meget dragende univers, som jeg personligt har nydt at forsvinde ind i, når jeg havde behov for at lukke verdens il og hastværk ude.
Iceage – “High & Hurt“
– Iceage er sgu lidt irriterende, for det virker som om, at alt, de gør, bare er pisse fedt. På dette nummer fra den fremragende nye plade, lægger de ud med et basriff, som umiddelbart lyder som det dér saxriff fra “I Feel Good” med James Brown. Og i omkvædet ligger der en overstemme, som nærmest er ren Gasolin’. Men de associationer må jo nok stå lidt for egen regning.
Anyways … De modelsmukke bad boys i designertrenchcoats spiller vanvittig godt sammen, og de bliver kun bedre for hvert år, der går (og for hver gang de krydser datolinjen eller ækvator). Deres indbyrdes timing er fænomenal, og jeg elsker deres transparente sound med de flænsende strenge, bassen, der rasler helt fremme i lydbilledet, lyden af stikkernes træ mod skindet og Elias’ vrængen, som lyder så vanvittigt sejt, selvom den herved bryder mindst fem af musikkens naturlove.
