21 maj CHAI – WINK
Foto: Yoshio Nakaiso (Pressebillede)
Label: Sub Pop Records
Udgivelsesdato: Fredag den 21.maj 2021
Japanske CHAI har skruet ned for guitaren, men den energiske positivitet er – heldigvis – stadig i højsædet på den elektroniske treer.
[rwp_box id=”0″]
WINK er tredje plade fra de fire kvinder i det japanske indierock-/popband CHAI, og det første siden de skrev under på en pladekontrakt med legendariske Sub Pop Records. Målet er det samme som på tidligere udgivelser: et opgør med den gængse definition af kawaii (elskværdigt eller nuttet), og en promovering af selvaccept og næstekærlighed. Men midlerne er nogle helt andre. De alternative rock- og punktendenser, som bandet tidligere har været kendt for, er fraværende langt hen ad vejen. I stedet byder pladen på en elektronisk sammensmeltning af pop, r&b, funk, dance og hiphop. Frygter man, at den betydelige ændring i CHAIs lyd vil have en negativ effekt på deres genkendelighed, er der imidlertid intet at bekymre sig om. Meget af bandets karakteristika ligger nemlig i deres helt unikke og fantastisk positive energi, der her er lige så boblende og smittende som altid.
En anden interessant ændring i forhold til tidligere udgivelser, er inklusionen af engelsksprogede features. Et eksempel er det fløjlsbløde elektroniske r&b-nummer “Maybe Chocolate Chips”, hvor sangskriver og bassist YUUKI sammenligner sine modermærker med små stykker chokolade, hvorefter amerikanske Ric Wilson slår budskabet om selvaccept igennem med et solidt rapvers. Brugen af features som denne er et smart træk for CHAI, der tydeligvis går efter et mere internationalt publikum, hvilket også kommer til udtryk i bandets blanding af japansk og engelsk. Det betyder selvfølgelig, at jeg kun forstår halvdelen, af hvad forsanger MANA synger, men den engelske del af sangskrivningen er ofte så ligetil, at den overordnede forståelse ikke går tabt. Det kommer dog med den pris, at teksterne af og til kan virke en anelse for simplistiske. Specielt tydeligt er det på et nummer som “Miracle”, der synes at være en ode til 80’ernes sukkersøde pop a la Madonna, og derfor også samtidig har en meget generisk produktion bag sig, der ikke just gør noget godt for teksten.
Generelt er CHAIs inspirationskilder næsten for tydelige på flere af albummets numre. “END” lyder for eksempel som noget, der kunne have været udgivet under big beat-genrens storhedstid i 90’erne. Og jeg måtte dobbelttjekke for at sikre mig, at det vitterligt ikke var KAYTRANADA, der stod bag den bouncy houseproduktion på “Nobody Knows We Are Fun” med den prominente sub-bas og akkompagnerende synthakkorder.
Manglen på originalitet i disse numre – der trods alt er en fornøjelse at lytte til – er mest af alt frustrerende, fordi WINK faktisk det meste af vejen er endnu et strålende eksempel på CHAIs helt specielle energi, der skinner igennem på trods af de store ændringer i lyden. Man kan næsten ikke undgå at blive glad i låget, når man lytter til dette album, og jeg håber personligt, at de fire stærke kvinder vil fortsætte med at forfine denne nye lyd på kommende udgivelser.
