06 maj Carl Knast: Tre numre jeg hører på repeat
Foto: Martin Melancolia (pressebillede)
Er du ligesom os nysgerrig på, hvad din yndlingsartist selv går og lytter til? Så tjek denne artikelserie ud, hvor vi spørger danske og udenlandske artister om, hvad de i øjeblikket hører på repeat.
Carl Knast er en artist med fart på. Han er en ung, dansk rapper med noget på hjerte. Med et album, flere EP’er, singler og samarbejder med stjerneartister som Benjamin Hav, Bai-D og andreas odbjerg, er han en artist med tårnhøje ambitioner for sin rapkarriere. Hans lyd er genkendelig, hans bars er brandvarme og hans plads på den danske hiphop-scene kan kun vokse sig større inden længe. Når man første gang dykker ned i Carl Knasts musik, får man lyst til at høre det hele på repeat. Derfor har vi været nysgerrige på, hvad det unge stjerneskud selv hører på repeat. Om de tre numre han har valgt lægger han ud med at fortælle:
– Fælles for alle tre numre er, at det er musik, jeg hører, når jeg skal lade op. Det ruster mig til at lytte til mere af det musik, du ved, stål sliber stål... Ren selvmedicinering – ingen dårlige bivirkninger.
Frankie Reyes – “La Flor de la Canela“
– Frankie Reyes pladen vender jeg tit til. specielt når jeg er alene. Når jeg er alene, kan jeg lissom rumme alle de overstadige fraser, hans klassiske kompositioner har aner i. Jeg lader det gode sive ind og det andet være faciliterende. Når jeg spiller det for andre, bliver mit fokus omvendt; jeg bliver selvbevidst og pointerer for folk, at de skal vente til det gode kommer, hvor jeg kan sidde med min pegefinger og dirigere. Sådan kan jeg faktisk ikke lide at lytte til det. Jeg føler det er mig der spiller, og det er det jo ikke.
John Fahey – “Sligo River Blues – Original Recording“
– Det samme gælder for Slingo River Blues’en. Jeg sendte den for nylig til en nær, jeg ikke har kunne “ord-tale” med længe. Jeg fik en “hjerte-reaktion” til nummeret, da jeg havde sendt det. Det var mere, end hvad jeg havde hørt i et halvt år – det var dejligt.
Arvo Pärt, Gidon Kremer, Keith Jarrett – “Fratres“
– Det her Arvo Pärt nummer er ret cinematisk. Jeg kan godt lide at lytte til instrumentalmusik, fordi det ikke behøver at afbillede noget konkret. Jeg kan lissom lytte til det og forestille mig noget nyt hver gang – det hvide vender ud ad mine øjne, og en ny forestilling premierer i mit buldrende hoved hver gang. Det er sån en mere abstrakt udtryksform. Altså i hvertfald hvis man sidestiller det med musik, der også indeholder tekst, synes jeg…
“Når sjælen er en tynd silkeskjorte, der får en tur på strygebrættet og er helt varm, når man tager den på igen“
