23 maj Blæst – Rust
Foto: Johan Stauner Bill – VÆKST Visuals
Venue: Rust
Dato: Lørdag den 22. maj 2021
På en dag med regn og vind var det en ren fornøjelse at komme indenfor og blive blæst. Blæst spillede to komplet udsolgte koncerter på spillestedet Rust på Nørrebro i København. Oplevelsen endte som en siddende dansefest fyldt med glæde og godt humør.
[rwp_box id=”0″]
Allerede inden koncerten begyndte havde jeg store forventninger til hvad det var jeg skulle opleve. Sammen med mig var en fuld sal af siddende publikum, og man fornemmede tydeligt at vi alle glædede os. Blæst indtog scenen med fuld smæk på energien og blev straks mødt af et begejstret publikum, der ikke kunne sidde stille. Blæsts musik er yderst dansevenlig, hvilket fremgik tydeligt fra bandet selv, og særligt i kraft af forsangerinde Fernanda Rosa, der fyrer alle de mooves vi i publikum ville ønske vi måtte.
Lyden af Blæst kan bedst beskrive som 2021 versionen af disco. Funken driver fra væggene når guitarist Anders Bondo, den danske Nile Rodgers, placerer sine toner med kirurgisk præcision i lydbilledet. Samtidig mærker man det hårde groove, der opstår i sammenspillet mellem Valentin Buchwald Pedersens funky bas og stramme stramme beat fra Lauge Kjærulf. Publikum tog med glæde imod de velkendte sange, men begejstringen var også atypisk stor for de nye sange, der blev serveret.
Cirka midt i koncerten blev vi budt et intimt øjeblik da Anders og Fernanda tog fokus, mens det øvrige band forlod scenen. En seance, der gav associationer til Hans Philip på Forevigt-pladen. Det ville klæde Blæst at spille for et større publikum, det var desværre ikke muligt for den begrænsede mængde publikum at vise bandet den begejstring de fortjente, så et ønske til bookere i hele landet: Større scener til Blæst. Størrelsen af scenen forhindrede dog på ingen måde Blæst i at vise deres professionalitet og evne til at holde en kæmpe fest. Det kunne mærkes i både Lauges trommesolo som intro til “Dine Hænder” og Anders’ facemelter guitarsolo på det populære ekstranummer “Androkles”. Der var bare god stemning både på stolerækkerne og oppe under de kulørte lamper.
Det var lidt mærkeligt at forlade en koncert lidt i 19, men sådan er vilkårene jo når man er til den tidlige koncert i coronatider. Der skal dog på ingen måde herske tvivl om, at man gik derfra med en dejlig fornemmelse foruden de skønne ørehængende omkvæd på hjernen. På trods af, at jeg var til den tidlige af aftenens to udsolgte koncerter, sparede Blæst på ingen måde på energien. Jeg er dog overbevist om, at de sagtens kunne gentage successen til aftenens anden koncert. Stolerækkerne, som stod sirligt da vi ankom, var rystet godt og grundigt omkring, efter vores smørhofter havde groovet til de skønne toner.