22 maj Big Thief – Live at The Bunker Studio
Foto: Michael Buishas (Pressebillede)
Label: 4AD
Udgivelsesdato: Fredag den 11. maj 2021
Big Thief lukker os ind i deres intime verden, hvor instrumenter får lov til at larme dét mere.
[rwp_box id=”0″]
Hvordan lyder live musik, når det er indspillet i et studie, hvor væggene er dækket af træ, og læberne er presset mod mikrofonerne? Det kan Big Thief indvie dig i med deres nye live-ep Live at The Bunker Studio.
Big Thief er en kvartet fra Brooklyn, der har udgivet musik siden 2016. De ramte dog de fleste indiehjerter med pladerne U.F.O.F og Two Hands tilbage i 2019. De er nu tilbage med en indspilning af sange fra forskellige af deres allerede udgivede albums.
Deres musik er som en drømmefanger, der indkapsler ømhed med legende instrumenter og rå stemmer. Nogle numre vil gøre de fleste shoegaze bands misundelige, og andre vil gøre den poppede countrymusiker ligeså. Det er et band, som spænder vidt og bredt, men formår at have ærlige tekster, som samtidig holder nok skjult til, at lytteren ikke keder sig.
Deres nye ep Live at The Bunker Studio er optaget i pladestudiet af samme navn, som er placeret i Brooklyn i New York. Ep-coveret røber, at det blev indspillet tilbage i november 2019. Det er som om, de så ind i en fremtid, hvor livemusikken har ligget stille i mange måneder.
Denne stilhed river Big Thief os ud af med det første nummer “Not”. Her mærker lytteren, hvordan Adrienne Lenkers stemme flår en ud af coronaens søvndyssende tilstand. Her giver hun slip på stemmen, og lader den falde i meget hæs, nærmest råbende lyd med teksten “Not to die / not dying / Not to laugh / Not lying / Not the vacant wilderness vying”. Her mærker man virkelig, hvad livemusikken kan. Hendes stemme får mere frit spil, end hvad der gives på et normalt studiealbum.
Hvis man skulle blive i tvivl i løbet af ep’en, om det er en live version, sørger kvartetten for, at det ikke kommer til at ske. Småsnakken mellem numrene, hvor de hurtigt vurderer, hvor fedt det for eksempel var, giver den ægte live stemning. Det man har brug for i forårets regnvejrsdage.
Det, som de seks numre på udgivelsen har til fælles, er, at de har den inkarnerede Big Thief lyd, tilsat noget ekstra live kant. Guitaren og bassen får lov til at udfolde sig imellem de træbeklædte vægge, som de tilhørende Youtubevideoer afslører.
Det er en live-ep fra en svunden tid, hvor moshpits og tæt dans var en selvfølge. Forhåbentlig sker det snart igen. Indtil da kan vi lytte til Big Thiefs fantastiske nye udgivelse.
Big Thiefs liveep Live at The Bunker Studio udkom d. 11 maj 2021. Ep’en kan også ses med video på deres Youtube kanal.
–Skrevet af Isabell Kristina Larsen-Thomsen