28 maj Verdens Sidste Idé + Josa Barck – Stairway
Foto: Verdens Sidste Idé // Ditte Chemnitz (pressebillede)
Venue: Stairway
Dato: Torsdag den 27. maj 2021
Verdens Sidste Idé og Josa Barck havde til opgave at spille et halvtomt Stairway op. Det lykkedes i perioder, og det blev rigtig godt, da Verdens Sidste Idé fik rystet publikum sammen med underspillet vestjysk ironi og gennemført musikalsk håndværk.
[rwp_box id=”0″]
Der skal noget særligt til, hvis man skal omdanne et halvtomt spillested i Vanløse, til en farverig dansefest. Når publikum så ovenikøbet er siddende og omringet af deprimerende ”husk at sidste udskænkning er kl. 22.00”-skilte, gør det ikke opgaven nemmere. Ikke desto mindre var det helt tydeligt en dansefest, der var ambitionen for de fire medlemmer af Josa Barck, der trådte ind på scenen klokken lidt over otte. Scenen var fuldstændig proppet med musikudstyr, blomsterkranse og kæmpemæssige fjerlamper, og da Josa Barck forsigtigt, men målrettet, placerede sig bag hver deres instrument, klædte sceneopsætningen dem egentlig meget godt. Selvom bandet måske ikke fremstod som de mest scenevante typer i Vanløse, så skete der noget, da den første synthesizer-akkord bragede udover PR-anlægget. Bandet virkede veloplagt og særligt hos trommeslageren var der masser af energi at lade sig inspirere af. Generelt var de første 10 minutter af sættet enormt betagende og bød på overraskende lilletromme-slag, indøvede detaljer og selvfølgelig forsanger, Jacob Rasks, inderlige vokal, der med et imponerende fuldregister, af og til gjorde, at man tabte kæben. På en måde var det også en smule overraskende, at sangene var så gode. For der var stor kontrast mellem bandets fremtræden, og så den slags musik de spillede. Muligheden for øjenkontakt og nærvær med publikum var i højeste grad til stede på det lille spillested, men alligevel foregik alle de frontvendte seancer mod publikum med lukkede øjne – vel og mærket mens synthesizer-riffs og groovy trommebeat bragede ud af højtalerne.
Josa Barcks sangskrivning er der absolut ikke noget i vejen med. Sangene fremstod både originale og gennemarbejdede, og så rammer de 80’er-inspirrerede basgange perfekt ind i en tid, hvor den slags nostalgimusik bliver mere og mere populært. Jeg hørte mere end én sang, der har potentiale til masser af afspilninger i radioen, og så var det dejligt at opleve et upcoming band, der tydeligvis har tårnhøje ambitioner for det musikalske håndværk.
[rwp_box id=”1″]
Da Verdens Sidste Idé trådte på scenen, var det med en hjemmevant og ubekymret tilgang til den situation de måtte sande ved synet af publikum – det syv personer store orkester udgjorde knap en fjerdedel af salens samlede antal. Men det gjorde ikke så meget, for den vestjyske underspillede humor og den tydeligt taknemmelighed for bare at kunne spille igen, udgjorde det, der var aller vigtigst. De skabte nemlig en pissehyggelig og nærværende stemning. Heldigvis, så spillede de også godt. Åbningsnummeret ”Hey, Præst” blev sat knivskarpt i gang af det fulde orkester og et enormt velforberedt kor, og derfra kørte den vestjyske bus. Stille og roligt, et godt stykke under fartgrænsen og uden overhovedet at have travlt. Hvis man skal bruge ét ord om koncerten må ’hyggeligt’ være det, der beskriver det bedst. Fjerlamperne og blomsterkransene kom til sin ret, og så fremstår det virkelig hyggeligt, når et band har svært ved at skjule, hvor fedt de selv synes, det musik de spiller, er.
Koncerten var også et eksempel på et band, der formår at udnytte live-formatet og adskille sangene fra dem på indspilningerne. For eksempel fungerede sangen ”E.L.S.K”, hvor Asbjørn Hvelplund roder sig ud i en form for underspillet jysk, rap, overraskende godt. Hvelplund formåede nemlig at skabe en lynhurtig relation med publikum, der gjorde, at man havde følelsen af, at han var en af ens venner, der pludselig slap hæmningerne. På samme måde var fløjtestykket i den spritnye ”Cocio og Kodymagnyl” erstattet af et festligt guitar-riff, der gav sangen et mere rocket udtryk – yderst velvalgt på det givne tidspunkt i koncerten. Desværre var det tydeligt, at Asbjørn og co. ikke helt følte sig hjemme i de nye sange fra den seneste EP Jordiske Chancer, og måske havde publikum ikke behøvet eksplicit at få at vide, at de var på udebane. Det nye materiale skiller sig en anelse ud fra debutpladen, men det var med til at gøre sætlisten dynamisk, og gjorde, at publikum ikke kedede sig. Det bliver rigtig godt, når de selv begynder at tro på det.
Verdens sidste Idé var bedst når Asbjørn Hvelplund jamrede de komplicerede jyske sætninger ud bag sin akustiske guitar. Der var magiske øjeblikke hvor Scott Wesths trompet passede perfekt ind bagerst i mixet. Og i ”Et Andet Liv” fik man altså ståpels på det nederste af ryggen af Marianne Levandowskis fremragende backup-kor og Mathias Gregersens festlige basgange, der næsten gav fornemmelsen af, at de siddepladser som vi måtte tage til takke med at være lænket til, begyndte at bevæge sig.
