fbpx

Victor Sebastian melder klar til sommer

Foto: Shila Sloth (pressebillede)

De fleste savner nok sommerfester, mange mennesker og bekymringsfrie aftener. Med Victor Sebastians nye single, “Shadow of a Doubt”, kommer du nok til at savne det endnu mere – han formidler nemlig humøret og stemningen til perfektion.

Det virker som om, at Victor Sebastian har meget godt styr på det hele. Hans to første singler, “Morning Lights” og “Screaming Your Name” er storladede og gennemførte. Snart er han på vej til LA med de fire andre udvalgte artister af DPA-touren. Og så spiller han den mandlige hovedrolle i TV2 PLAY-serien “Flush”.

Som man nok kan tænke sig til, er Victor Sebastian en mand med masser af fart på, og det betyder også at han allerede er klar med årets tredje single i form af den romantiske og sommerglade “Shadow of a Doubt”. Sangen handler om noget, som de fleste nok kan relatere til for tiden. Nemlig at kigge fremad, håbe på lysere tider, og nyde godt selskab når man er i det. Med lækkert guitarspil og Victor Sebastians charmerende vokal skyller den nye single indover lytteren. Lidt ligesom sommerferie, sol og genåbninger forhåbentlig snart gør det i Danmark.

Til singlen kommer i øvrigt også en sød musikvideo, der sætter billeder på den stemning sangen spreder. Så hvis du er til godt humør og gode venner på stranden, så kan du helt sikkert også vild med musikvideoen til “Shadow of a Doubt”.
Lyt på Spotify

Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com