fbpx

REPORTAGE: VEGAs udvalgte bød på folkemusik, rap og en uforglemmelig performance

Foto: Angående Mig // Kristian Gade

I går gav VEGA deres bud på hvilke vækstlagsartister, der kommer til at spille en rolle i musikåret 2021. I år var fire branddygtige og velforberedte acts, klar til at indtage scenen i Store Vega – som for øvrigt havde stået tom i over fem måneder. Her er hvad vi oplevede.

Hvert år inviterer spillestedet VEGA indenfor til en aften i vækstlagets navn. Aftenen hedder Vegas Udvalgte, og i de 10 år talentkonceptet har kørt, har Vega haft god succes med at forudse hvilke artister, der akkurat står foran gennembruddet. Listen over artister, der tidligere har spillet til Vegas Udvalgte er lang, men værd at fremhæve er Jada, Mø og CHINAH.

Derfor var det selvsagt en særlig aften i vækstlagets tegn. En festdag for de artister, der står på kanten til et hovedspring i musikbranchen, men i går var også en festdag for den etablerede musikbranche. Det var nemlig også VEGAs genåbningskoncert efter coronanedlukningen.

Da jeg ankom til Vega en lille halv time før koncerten gik i gang, var solen netop brudt igennem det ellers tunge skydække, der havde præget dagen med både regn og blæst. Og som vi kender danskerne bedst, stod de ikke i kø foran indgangen, men havde derimod samlet sig i små begejstrede rundkredse i det lille område på den modsatte side af indgangen, hvor solens stråler stadig kunne nå over Vesterbros huse. Efter fremvisning af coronapas og sikker afstandsgang hen til den stol jeg skulle sidde på under hele koncerten, fik det koncerthungrende publikum endelig det de havde cravet i snart et halvt år. Livemusik!

Ydegirl

Ydegirl var den første der blev præsenteret, og ind på scenen gik en imponerende bandkonstallation, der foruden Ydegirl, bestod af både violin, trækbasun, klarinet, guitar og trommer. Ydegirl selv, satte sig foran en synthesizer midt på scenen med ansigtet direkte rettet mod publikum. Ydegirls optræden var præget af den dygtige guitarist, der ved hjælp af hurtigt skiftende jazz-akkorder lagde grundlaget for, at Ydegirls vokal kunne folde sig ud. Særligt i det dybe register viste Ydegirl sig som særdeles dygtig, og de sange der finurligt legede rundt mellem dur og mol, skabte overraskelsesmonenter hos publikum, der gjorde, at koncentrationen aldrig forsvandt fra.
Da Ydegirl ydmygt annoncerede at hun var nået til sin sidste sang, rejste hun sig fra den stol, hun ellers havde været bundet til under det meste af optrædenen. Mens underlige lydeffekter skabt af violin og trækbasun lavede en opbygning til det, der skulle blive settets finale, stillede Ydegirl sig ud på scenekanten med let spredte ben og begyndte at nedstirre publikum. Det var enormt intenst, og hvor var det fedt at se Ydegirl slippe den sikre plads bag keyboardet, og lukke publikum ind i sit musikalske univers.  

Læs også  REPORTAGE: KarriereKanonen Finale 2021

Angående Mig

Da Ydegirl var gået af scenen, faldt to store graffitimalede bannere ned fra loftet. ”Ang” og ”Mig” stod der på dem. Trommer og keyboards blev rykket en del længere tilbage på scenen og frigav meget mere rum til bevægelse. Et rum som Angående Mig i den grad fik udnyttet til sit fulde. Iført en orange, neonfarvet arbejdsvest (matchende til de bannere der hang i loftet) kom Angående Mig målrettet ind på scenen. Lydtrykket steg markant og umuliggjorde, at man kunne tænke på andet, end det der foregik på scenen – og med både Angående Mig og guitaristens energiske løb frem og tilbage på scenen, var man ekstremt godt underholdt. Først efter et par sange henvendte Angående Mig sig direkte til publikum for første gang. Hun er nemlig den slags musiker, hvor det ikke er nødvendigt at sige ”tak”, når en sang er færdig. Hendes attitude og hendes dynamiske bevægelser gør nemlig, at man aldrig er i tvivl om, hvad hun vil have publikum til. »Der er ikke nogen eller noget, der har rørt mig i et år. Det her rør mig helt sindssygt«

Fremstammede den tydeligt påvirkede frontkvinde inden bassen fra næste nummer overdøvede publikums klappen og hujen. Lynhurtigt var overskuddet tilbage, og hun stillede sig i et power-pose der, hvis man tog et billede af det, burde skaleres op og sælges som plakater. I løbet af den sidste sang smed hun sig inderligt på knæ helt ude på scenekanten, og kom næsten i øjenhøjde med de siddende gæster på forreste række. // Jeg elsker alt, hvad du hader ved mig // gentog hun inderligt, frustreret og følsomt, og det resulterede i, at selv de sidste små hår i nakken der ikke havde rejst sig endnu, også begyndte at stritte.

Jeuru

Da Angående Mig forlod scenen, blev tæppet trukket ned. Da det rullede op igen, blev en stor, sort boks afsløret på scenen. Ind trådte Jeuru iført sort bandana og et stramtsiddende jakkesæt med noget der på afstand lignede blomster på. Glæden ved at optræde stråler virkelig ud af Jeuru, og der er ikke rigtig tvivl om, at det er det han er født til. Hans sang var både inderlig og imponerende, og kombineret med at han hoppede og dansede rundt på scenen, var publikum glimrende underholdt. Da Jeuru pludselig introducerede en gæst på scenen i form af den vækstlagskære Nikolaj Manuel Vonsild fra When Saints Go Machine, gik det hele op i en højere enhed. Og så klædte det bare Jeuru rigtig godt at få selskab på scenen. For selvom han i aller højeste grad har stage-take, og han formåede at holde publikum underholdt ved først at åbne sin blazer så en enorm guldkæde kom til syne, og senere tage blazeren helt af, så blev det altså en anelse kedeligt bare at se ham hoppe alene rundt på scenen. Bedst var Jeuru i de sange hvor han rappede, og særlig når han satte sig på hug helt ude på scenekanten, var det svært ikke at lade sig forføre af den charmerende musiker.

Læs også  Tivoli annoncerer spændende navne til Lillefredag og til deres nye musikkoncept i haven

Barbro

Barbro havde fået til opgave at slutte aftenen af, og med kun to udgivne sange i bagagen, var jeg spændt på at se, hvad hun havde at byde på. På scenen blev lagt en stor kontrabas, mens de øvrige instrumenter blev sat i en hyggelig halvcirkel, der ledte tankerne hen på en stemningsfyldt living room-session. Lidt overraskende kom Barbro alene med sin guitar ind på scenen, og startede ud med sangen ”I’m Fine”, der kun består af guitar og hendes enormt smukke vokal. Den måde hun skiftede mellem at spille aggressivt og skrøbeligt på sin guitar, blev meget kontrastfyldt, og det var virkelig med til at skærpe publikums opmærksomhed. Man følte sig velkommen i hendes lydunivers, da der lidt efter lidt, kom den ene musiker efter den anden ind på scenen. Først kom en kontrabassist, der bidrog til lydbilledet med dybe toner, der næsten havde effekt som tordenvejr. Herefter kom endnu en guitar og sågar en violin. Pludselig havde, det der startede med at være kun Barbro og en guitar, forvandlet sig til at være et ganske autentisk folk-band med alt hvad der hører til. Da de slog an til den sidste sang, hvor tempoet blev skruet gevaldigt i vejret, lignende det meget, at det bare var fire musikelskende bedste venner, der havde stillet sig sammen for at gøre, det de elsker. Det gjorde det svært ikke at klappe med hænderne og trampe med fødderne, for Barbros sæt var virkelig flot opbygget, og det var tydeligt, at der ikke var noget, der var oplagt til tilfældighederne. Og så synger hun altså bare fuldstændig guddommeligt.

Vores aften i Vega bød på et længe ventet gensyn med livemusik som vi kender den. Endnu engang viste VEGA, at de har fingeren på pulsen, og formår at sammensætte et helstøbt program af de absolut dygtigste kræfter fra vækstlaget. VEGAs udvalgte formåede både at komme rundt om fine, skrøbelige sange med Ydegirl og selvironisk, attitudefuld rap med Jeuru. Barbro bød på en folkefest, hvor det skinnede igennem, at hun og hendes band bare elsker det, de laver. Og Angående Mig leverede et sceneshow og en intensitet, som vi tror, at dem der var der, først vil stoppe med at tænke på om meget lang tid. 

Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com