fbpx

Peaceful James er klar med en advarsel om kærlighed

Foto: Aske Ejby (pressebillede)

Uanset hvem man er, har man nok, i større eller mindre grad, oplevet den hårde side af kærligheden. På sin nye single, “Love Is A Loser’s Game” advarer Peaceful James om, at han også synes det med kærligheden er svært, og man derfor skal passe på, man ikke kommer til at spilde sin tid.

Peaceful James fangede for alvor vores opmærksomhed med singlen “Still Not Good Enough” der med selvironiske undertoner og tonsvis af godt humør, skildrede de barske sider af livet. Singlen gik også godt for den danske sanger og sangskriver, og bliver i øjeblikket spillet flittigt på P3. Nu følger han op på singlen med kærlighedssangen “Love Is A Loser’s Game”, der med samme energi og livsglæde, skildrer en følsom side af den fredfyldte James. Peaceful James fortæller selv:

– Jeg er så pisse konfliktsky, når det kommer til kærlighed og har aldrig været god til at slå op eller bare fortælle, at jeg ikke super interesseret. Så jeg vader typisk rundt om den varme grød alt for længe, hvilket i sidste ende altid bare gør det sværere.

Og det er det, sangen handler om. Han er ikke god til det med kærlighed, og han er bange for, at han kommer til at spilde andres tid og såre deres følelser. Derfor bruger han sangen som en advarsel om, at det ikke nødvendigvis er værd at bruge sin energi på ham. Samtidig fremstår sangen også som hyldest til kærlighed, og særligt til dem der er gode til at kommunikere deres følelser.

Umiddelbart kan det virke som om, at Peaceful James er en anelse hård ved sig selv. Men de varme indie-toner, der udgør sangens lydbillede, og Peaceful James’ ærlige og inderlige vokal udviser også et håb for, at det hele nok skal lykkes en dag – selv for Peaceful James. Find den smukke og rørende single på din yndlings streamingtjeneste eller gennem disse links:
Spotify
Apple Music

Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com