fbpx

maththegamergirl laver hyper-pop der udfordrer din maxpuls

Foto: Rasmus Emil Christiansen (pressebillede)

Som optakt til sin debut-EP har maththegamergirl smidt den højenergiske single “COOLIAC” på gaden. Den er højrystet og hysterisk, men det er tydeligt, at der ligger et stort stykke arbejde og en rigtig god idé bag.

Musik passer til en masse forskellige situationer. Noget musik passer perfekt til en afslappende dag i sofaen, mens andet passer bedre ind i en morgenfest, hvor energien er ved at gå ud af gæsterne, og der er brug for et soundtrack til at få den op igen. maththegamergirls nye single, “COOLIAC”, passer nok bedst til sidstnævnte eksempel. Det er nemlig den slags sang, der får din puls til at stige til frekvenser, du slet ikke vidste, din krop kunne præstere.

maththegamergirl beskriver selv sin musik som ‘ekstrem popmusik’ eller ‘hyper-pop’, og med debutsinglen “COOLIAC” forsøger hun at sprænge rammerne for, hvordan en popsang normalt er skruet sammen. Musikken er opbygget af et lynhurtigt, pulserende beat, der bliver båret frem af synthesizere og en kraftigt autotunet vokal. maththegamergirl fortæller selv, at det er vigtigt for hende, at LGBT+ bliver sat på dagsordenen i det musikalske Danmark, og det håber vi skinner igennem på den EP, som er på vej.

EP’en lander til sommer, og sangene kommer som udgangspunkt til at handle om kvinder, mens musikken kommer til at byde på endnu flere eksperimenterende synthesizer-effekter og autotunede vokaler.
Lyt til “COOLIAC” her:
Spotify
Apple Music

Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com