Ugens Upcoming: Nikotin

Foto: Jan Winther (pressebillede)

Denne uges upcoming er den fremadstormende rapper Nikotin, der har fastslået sig som et navn man skal holde øje med, ved at lave sange der både er humoristiske i teksten og knivskarpe i flowet.

Nikotin skriver både sange om livets små og store spørgsmål. Han har en evne til at dykke ned i de store, filosfiske emner, som han for eksempel gør på nummeret “Derfor”, der fanger lytteren ind, og giver plads til at reflektere. Men samtidig skinner det igennem, at der er en stor portion humor og ironi, som for eksempel kommer til udtryk på nummeret “Smoothie”, der er en velskrevet humoristisk sang om den smagfulde frugtdrik. Kombinationen af dette kan lade sig gøre, fordi Nikotin har et fast greb om det danske sprog, og forstår at bruge det og tilpasse det til flere forskellige situationer. For at lære ham bedre at kende, har vi stillet ham en række spørgsmål, der forhåbentlig udvider dit kendskab til det rappende stjerneskud en smule. Hvis du endnu ikke kender til musikken, er det bare med at komme i gang. Men pas på – Nikotin er yderst vanedannende.

Hvem er Nikotin?

– Nikotin er en 23-årig rapper, der er opvokset i Indre By og nu, de sidste par år, har boet på Nørrebro. 

Hvordan vil du beskrive din lyd?

– 99% af det musik, jeg lytter til, er fra UK. Derfor tror jeg også, at jeg både lyrisk og sonisk er meget inspireret derfra. Så: elektronisk, tempofyldt og lyrisk.

Hvordan startede du?

– Jeg startede i folkeskolen, da mig og nogle venner begyndte at sende disstracks til hinanden, hvor vi selv skulle skrive og producere det hele. Efter det, opdagede jeg, at det var rigtigt rart for mig at skrive, da det gjorde det lettere for mig at forholde mig til alle mulige svære komplekse ting, såsom kærlighed, døden og livet. 

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

– Det er faktisk lidt forskelligt, hvordan jeg skriver sange. Mange gange om ugen skriver jeg ord ned på min telefon, som jeg synes er sjove, atypiske eller fede, og så skriver jeg ud fra det i studiet. Eksempler fra den her uge: “Azurblå” (ved godt, det er underligt). Med andre sange (såsom “Bange for at Dø”, der også er på min næste EP) skriver jeg det hele i ét riv – da det er et mere konkret budskab, jeg vil formidle eller vil have ud.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

– Det er ekstremt blandet hvilke kunstnere, der har haft indflydelse på mig. Min far har hørt meget funk, rock og dream-pop, som jeg unægteligt er blevet inspireret af. I den danske scene er det nok Loke Deph, Sivas, Stepz, Semih, Benjamin Hav, Hans Philip. Derudover tror jeg, at Dave nok har været den kunstner, der har sat størst spor i mig. Jeg synes han er den mest geniale, kloge, musikalske og ikke mindst vigtige kunstner i vores tid. Det er ikke en overdrivelse, det mener jeg faktisk!

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

– Lige nu hører jeg meget Central Cee, Maribou State, Keeya Keys, Dave, Ghetts, Headie One, J Hus, Koffee, Sivas, Stepz og Benjamin Hav. I takt med at solen kommer mere og mere frem, bliver det også mere positiv musik, der er i ørerne.

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

– Jeg udgiver min første EP den 14. maj – så det er jeg i gang med at forberede mig på mentalt. Altså at give slip på noget, jeg har arbejdet på i lang tid og acceptere, at det er blevet som det er. Jeg er rigtig glad for, hvordan det er blevet, så det er både rart men også grænseoverskridende at give slip på. Derudover er jeg i gang med nye projekter i studiet, og jeg synes det bliver bedre og bedre, så jeg glæder mig til at vise nogle nye ting måske til sommer allerede.

Hvad er drømmen?

– Drømmen er at inspirere nogle mennesker, ligesom jeg selv er blevet inspireret gennem tiden. Det var eksempelvis Loke Dephs underlige sange og tekster, som jeg kunne nørde sindssygt meget i perioder. Eller som jeg har det med Dave og Ghetts nu, hvor jeg kan sidde og blive rørt og få gåsehud af nogle af deres projekter. Så når jeg får en besked om, at noget jeg skrevet har givet mening hos en lytter, som jeg får nogle gange, så lever jeg drømmen! Det giver mig sindssygt meget motivation og blod på tanden.

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

– Uuu det er svært. Måske “Baby” faktisk. Den er jeg ret glad for. Eller “Bange for at Dø” måske. Eller måske er det en af de nye, jeg er igang med at lave for tiden. Skide svært spørgsmål! 

Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være?

– Hmm.. Long Island Iced Tea. Det ligner en lækker nem velsmagende drink, men den er stærkere end man skulle tro, når man først begynder at drikke den. 

Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com