PREMIERE: Hiphop-duoen Frit Løb er gået sammen med Pede B om ny single

Foto: Aleksander Stokkebro (pressebillede)

En af de mest fremadstormende navne på den danske hiphop-scene i øjeblikket er duoen Frit Løb. I dag udgiver de deres tredje singleudspil, og den har ingen ringere end undergrundslegenden Pede B med som feature. Den nye single hedder “Pyramider”, og vi har fået fornøjelsen af at have premiere på den i dag.

Vores redaktion havde følelsen af, at der var noget helt særligt i vente, da vi første gang hørte om Frit Løb og deres debutsingle “Drømme”. Sangen er højintens og gennemarbejdet, og så skinner det igennem, at duoen har både evner og ambitioner, der rækker langt ud i fremtiden. Sidst vi hørte fra dem, var da de udgav den melodiske og tilbagelænede live-session af sangen “Aldrig Alene”, der blev udgivet som en form for hyldest til befolkningen og deres evne til at hænge i under coronanedlukningen. Nu er gruppen tilbage med tredje single i rækken, “Pyramider”, og med på den har de fået fornemt besøg af Pede B.

“Pyramider” lægger sig i kølvandet på de foregående singler, fordi den er ekstremt gennemarbejdet. Der er kælet for detaljen i både produktion, melodi og lyrik og selvom sangen er både hårdtslående og energisk, er den samtidig følsom og tilbagelænet. Indenfor hiphoppens rammer er “Pyramider” nok den mindst eksperimenterende sang, som den københavnske duo har lavet. Den læner sig op af den klassiske rap, og derfor var det oplagt for duoen at spørge Pede B, om han ville lægge et vers på sangen. Om samarbejdet med Pede B udtaler den ene halvdel af Frit Løb, Cillian Mxrphy:

– Jeg har længe beundret Pede for hans bidrag til den danske hiphop- og musikscene, så det var et kæmpe boost, at han kunne føle viben på nummeret og var klar på at lægge et vers.

Frit Løb viser endnu engang deres unikke sans for at kombinere det vrede og arrige med det melodiske og håndlavede, og at de har fået Pede B med, er bare bonus.

Tags:
,
Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com