PREMIERE: Anders Knudsen sætter billeder på sang til sin mormor

Foto: Bo Sveidahl og Esben Beldring (pressebillede)

Anders Knudsen har allerede udgivet to albummer i eget navn, samt en masse musik som guitarist i bandet Dør Nr. 13. For nylig udgav han EP’en ‘Bloomsbury Tales’, og i dag har vi æren af at kunne løfte sløret for den smukke musikvideo, der følger med nummeret “Lullaby for the Dead”.

Talentfulde Anders Knudsen er allerede godt og grundigt etableret i det danske musiklandskab. Både som soloartist og som guitarist i indie-rockbandet Dør Nr. 13. Sidst vi hørte fra Knudsen, var da han udgav den flotte EP Bloomsbury Tales, der byder på på en blanding af velovervejede singer-songwriter kompositioner, og storslåede rockballader. Afslutningsnummeret fra EP’en hedder “Lullaby For The Dead” og er en yderst smuk sang, skrevet til Knudsens afdøde Mormor. Om sangen fortæller han selv:

– Sangen er skrevet til min gamle mormor, da hun lå på sit dødsleje. Hun var barn under krigen, fik tæsk derhjemme og var ung kvinde i en tid, hvor mulighederne var få. Det var hårdt at se hende ligge der og vente på det ukendte, mens kræften langsomt åd hende op, men værst af alt var fornemmelsen af, at hun følte sig snydt og med egne ord “gik nysgerrig i graven“.

Det er en rørende fortælling der ligger bag sangen, og nu udvider Knudsen den med en visuel dimension. I musikvideoen følger man artisten selv, der med et tankefuldt og ærligt blik i øjnene spiller den fine vuggevise i et stort, majestætisk hus. Undervejs i videoen kommer der også et gammelt billede af en smuk kvinde, og med fortællingen om sangen i baghovedet, fristes man jo til at tro, at det er Knudsens mormor man ser på. Der er leget fantasifuldt med både lys- og videoredigering, og det giver en helstøbt oplevelse.

Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com