16 apr LINEBUG brillerer med ny single og en animationsvideo der oser af sci-fi
Foto: LINEBUG (pressebillede)
Den multikunstneriske duo, LINEBUG, er klar med deres nye single “Amusement Park” og en tilhørende musikvideo, der er noget helt særligt.
LINEBUG er en relativt ny duo, som består af sanger Line Bøgh og tegner Christian Grundtoft, som for øvrigt også danner par. Sammen er de ude med den forførende single “Amusement Park”, som lander i selskab af en uimodståeligt smuk og lidt urovækkende musikvideo. Sangen lyder af afslappende indiepop, der gør brug af blid vokal med masser af rumklang og tilbagelænede, elektroniske elementer. Lyrikken kredser om menneskets evne til at sabotere sig selv og andre – ofte helt ubevidst. Det er også denne tematik, som den håndtegnede musikvideo portrætterer. Line Bøgh forklarer om stemningen og betydningen af projektet:
– Jeg forestiller mig, at hvis et rumvæsen kom til verden for at observere menneskers manglende evne til at gribe lykken, ville det være lidt ligesom at se en flok vrede børn i en forlystelsespark, der blev ved med at bide og slå, selvom boderne bugnede af slik og candyfloss.
Duoen annoncerer derudover, at de brygger på en endnu ikke navngivet EP, og at de ser frem til at spille en række audio/visuelle koncerter i efteråret.
Du kan se den vilde animationsfilm her.
Eller lytte til “Amusement Park” via Spotify.