02 apr lil cat – tunes

Foto: Sofi Hellberg Olsson
Label: W.A.S Entertainment
Udgivelsesdato: 02.04.2021

Den danske lo-fi kæresteduo lil cat viser på debut-EP’en ’tunes’, at de formår at blande det humoristiske med det alvorlige i godt gennemtænkt håndværk. lil cat har uden tvivl fundet en opskrift, der kan producere den ene catchy sang efter den anden – desværre bliver det lidt ensformigt i længden.

[rwp_box id=”0″]

Mange danskere har efterhånden prøvet at lade sig isolere. Er man så heldig, at man deler sin hustand med andre mennesker, vil man opleve, at man pludselig har alverdens tid sammen med sin sambo. Når mennesker er isolerede sammen, kan det gå to veje; enten går det godt, eller også går det skidt. For kæresteparret Mads Vadsager (Dusin) og Cathrine van Leeuwen, der er hjernerne bag lil cat, gik det godt. Faktisk gik det så godt, at to blev til tre. Eller måske rettere – to blev til én. Mads og Cathrine fusionerede sig nemlig til en lille kat. Og katten laver tilfældigvis hamrende god musik. Nu er lil cat klar med deres debut-EP, og den skyder ryg og spinder på én og samme tid.

tunes lægger ud med de skramlede trommer, der udgør introen på åbningsnummeret ”rock n roll”, og med det samme viser forsanger Cathrine van Leeuwan sig som den slags kat der altid har kløerne fremme.

// Ma’ girls don’t dig rock songs. So i’m trying to make pop songs. But all the 808’s feels so wrong // synger hun. Allerede efter den linje har man forstået sangens – og måske i virkeligheden hele lil cat-projektets – budskab. Der er ikke nogen der skal fortælle dem hvordan de skal opføre sig, eller hvilken slags musik de skal lave. Det hele er både arrogant og selvfedt, men på mærkværdigvis fremstår Cathrine van Leeuwens attitude både charmerende og humoristisk, og derfor bliver det på ingen måde ubehageligt – tværtimod. Man føler sig budt velkommen, og man synes at van Leeuwan er pisse sej! Attituden bliver på max, da man efter godt to og et halvt minut bliver skudt videre til den næste sang ”waistline”, der begynder med noget, der til forveksling lyder som en utilfreds kat, der miaver. Da katten er færdig med at brokke sig, går sangen lige på og hårdt med den slags groovy beat, der får dig til at bide i underlæben og rynke på øjenbrynene. Trommerne er stadig skramlede, vokalen er stadig arrogant, og så er der ovenikøbet tilføjet ’mmm’er, ’uh’er og ’oh yeah’er. I det hele taget fremstår sangen mere detaljerig og gennemarbejdet end åbningsnummeret, og så gør det i virkeligheden ikke så meget, at nummeret stort set kun består af omkvæd. 

De to første numre følger en stort set identisk opskrift, både i vers-omkvæd-struktur og i brugen af lydeffekter og andenstemmer. Derfor klæder det EP’en gevaldigt, at tempoet bliver sat lidt i vejret, og stemning bliver en anden på det næste nummer ”woman up”. I det forrige nummer, ”waistline”, får man fornemmelsen af, at lil cat også har et politisk budskab på hjerte, og i ”woman up” bliver man sikker. Sangen er en lang, beskidt fuck-finger til kønsstereotyper, og da van Leeuwan har opbygget troværdighed gennem sin selvironiske ”jeg giver ikke en fuck”-attitude, er det som, at budskabet går rent ind. Desværre får man lidt nok af sætningen ”woman up”, da den er blevet sagt en fyrre-halvtreds gange til sidst, og det gør lidt at man glemmer og høre efter. De tre første sange flyver afsted, og er både sjove, tankevækkende og behovsopfyldende. Men da ”woman up” er ved at være slut, er det desværre som om, at opmærksomheden går lidt tabt. Og så er man efterhånden også begyndt at være lidt træt af den flade lilletromme, der spiller en hovedrolle i de første tre sange. Heldigvis fanger lil cat lytterens opmærksomhed allerede i næste sang, da en overraskende, lækker, bossanova-inspireret guitar bryder løs af nummeret ”vj”. Bossanovaen bliver ved, og passer ret godt ind i den ironiske tone, der i forvejen er sat. I ”vj” er det også som om, at det er første gang, at der for alvor er plads til at lytte til Cathrine van Leeuwans vokal, og det går op for mig, at hun synger virkelig godt. ”vj” er et eksempel på, hvor alsidig en stemme hun har, og hvor god hun er til at tilpasse den til de forskellige numres stemninger. 

De to næste numre ”alone” og ”i wanna die with you (tomato juice)” har desværre en lidt ærgerlig klang af, de er opstået ud fra en idé, som måske godt kunne have brugt lidt mere udvikling. Efter første vers og første omkvæd sker der ikke meget mere, og det fremstår ret ensformigt. Og så giver melodikonstruktionen ikke rigtig plads til van Leeuwans vokalpotentiale. Når det er sagt, så er det stadig en fornøjelse at lytte til. Det er nemlig som om, at lil cat formår at udnytte den selvironiske troværdighed de har opbygget, og så slipper de afsted med, at resten af EP’en er en lang pladderromantisk kærlighedserklæring. Det er er kvalmende sødt, men den sarkastiske undertone skinner igennem, og det gør, at man sluger det alligevel. Det er når lil cat skyder ryg og stritter med halen, at den er bedst, men på en måde er det rart at blive mindet om, at den også har været killing engang.

Det sidste nummer ”soccer team” skal nok i virkeligheden ses mere som en afslutning på EP’en, end som et nummer i sig selv. Sangen opleves som om, at lil cat for en stund lægger sig foran pejsen, og trækker kløerne ind. Først lyder det som en vuggevise, men det står hurtigt klart, at det er endnu en kærlighedserklæring. Nok hverken til Mads Vadsager eller til Cathrine van Leeuwan, men nærmere til deres forhold, og til deres drøm om en dag at få et helt fodboldhold af killinger. 

lil cat, du er sgu din egen! Med tunes viser Cathrine van Leeuwen sig som en af de mest markante attituder på den danske musikscene, men på en eller anden mystisk måde, fremstår arrogancen både kærlig og inkluderende. Desværre bliver det ensformigt og der er lidt en tendens til, at sangene viser alt, hvad de har at byde på, i de første 30 sekunder. 

Til gengæld er det virkelig befriende at se en popgruppe, der laver musik med selvironi. lil cat er et eksempel på, at man sagtens kan lave sange, der indeholder både kvalitet og vigtige budskaber, uden at det behøver være hverken selvhøjtideligt eller ekskluderende. På tunes er der plads til både pladderkærlighed og arrogance, og det er imponerende bredt at favne på en debut-EP.